Tagbrand raserer etageejendom i Vanløse
Der er udbrudt brand i tagkonstruktionen på et etagebyggeri på Grøndals Parkvej i Vanløse i København fredag eftermiddag. Det oplyser politiet på Twitter, hvor det kalder branden for "alvorlig".
Der er dog ingen meldinger om tilskadekomne omkring klokken 15. Det oplyser vagtchef Thomas Hjermind fra Københavns Politi.
Brandvæsnet er kort før klokken 16 stadig i gang med at slukke branden, og det vil fortsat blive på adressen i 5-8 timer endnu, skriver Hovedstadens Beredskab på Twitter.
- Beredskabet arbejder med en massiv indsats. I alt er cirka 12 opgange påvirkede, og vi arbejder intensivt med at begrænse brandspredning i bygningen, lyder det i en opdatering klokken 15.45.
Politiet har assisteret med at få evakueret de beboere, som man mente var nødvendigt.
Der er foretaget afspærring i området, som vil blive opretholdt "i en længere periode", lyder meldingen.
- Derfor skal borgere og trafikanter følge politiets anvisninger, siger Thomas Hjermind.
Politiet er fredag eftermiddag i gang med at foretage vidneafhøringer, men det er endnu for tidligt at sige noget om årsagen til branden. Det kan det først sige noget om, når branden er slukket.
Politiet fik anmeldelsen om branden klokken 13.47. Siden har branden spredt sig ned gennem bygningen og til siderne. Det viser billeder, som TV 2 Lorry har bragt.
I forhold til de berørte borgere i området arbejder politiet sammen med kommunen om at få dem genhuset.
/ritzau/