Over en tredjedel af de patienter, der har fået større kirurgiske operationer, oplever komplikationer såsom blødninger eller infektioner efter indgrebet. Men nu er der godt nyt til patienter, der skal gennem en større operation, skriver Videnskab.dk.
Danske forskere har udviklet og testet et monitoreringssystem kaldet WARD (Wireless Assessment of Respiratory and circulatory Distress), der i et nyt studie reducerer antallet af patienter med komplikationer med hele 25 procent.
I studiet, der er udgivet i tidsskriftet Anesthesia & Analgesia, blev antallet af patienter med komplikationer efter operation reduceret fra 42,5 procent til 31,5 procent.
- Det er virkelig unikt, fortæller Christian S. Meyhoff, der er medforfatter til studiet, og som har været med til at grundlægge firmaet bag WARD. Det er dog ikke firmaet, der står bag det nye studie, men forskere fra danske universiteter og hospitaler.
- Det er sjældent, at der sker noget, der rykker patientsikkerheden så meget, siger han.
Bodil Steen Rasmussen, er professor og ledende overlæge ved Aalborg Universitetshospital, men har ikke været involveret i studiet:
- Vi har vidst i årtier, at der kommer en del komplikationer efter større operationer, siger hun om resultaterne og fortsætter.
- Vi har ventet længe på et studie som det her.
Første studie af sin slags
WARD giver personalet besked, hvis der er afvigelser i de vitale værdier hos patienterne på sengeafsnittet.
- På intensivafdelingen er det en selvfølgelighed, at man sætter udstyr på patienterne og måler deres puls og blodtryk, siger Christian S. Meyhoff.
- Men det har ikke været påvist før i et studie, at det øger sikkerheden at holde øje med patienterne.
I studiet er for eksempel patienter, som er opereret for mave-tarmkræft, udstyret med tre forskellige sensorer: Et armbånd, et ledningsfrit blodtryksapparat og et hjerteplaster. Informationen fra sensorerne bliver via bluetooth og wifi sendt til en server, hvor en algoritme behandler data og sender til personalets smartphones.
Personalet kan slå op i en app for at se status på deres patienter, og hvis der er en afvigelse, får de besked, fortæller Christian S. Meyhoff.
Siden 2016 har forskerne arbejdet på at udvikle en algoritme, der giver personalet besked på de rigtige tidspunkter, så personalet ikke bliver forstyrret hele tiden og kan prioritere deres tid, forklarer Christian S. Meyhoff.
- Hvis man bare satte sensorer på patienterne, ville de larme hele tiden.
Stort potentiale
I dag opdager personalet først, at der er noget galt, når patienterne har det dårligt, forklarer Bodil Steen Rasmussen, professor og ledende overlæge ved Aalborg Universitetshospital.
- Hvis man kan forudsige komplikationer, kan man komme i gang med behandling meget tidligere og muligvis begrænse alvorlige bivirkninger og forkorte indlæggelsestiden.
WARD kan også bruges, efter at patienterne er blevet udskrevet. Sygeplejersken kan se, hvad status er i eget hjem.
Bodil Steen Rasmussen mener, at WARD har stort potentiale, og at der er grobund for at gå videre med flere studier til gavn for kommende kirurgiske patienter. Hun understreger, at der skal mere forskning til.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.