dkmedier
dknyt
dkindkob
dknyt
dksocial
doi
doi
Foto ©Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Dronefotografering af ruinerne af etagebyggeriet på Grøndals Parkvej i Vanløse
Foto ©Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Ejerforening stemmer for at genopføre nedbrændte Vanløse-boliger

29. SEP 2022 13.28

I marts brændte 130 lejligheder ned i en voldsom brand i Vanløse i København. Nu skal de genopføres.

En voldsom tagbrand kostede i slutningen af marts 130 boliger i Vanløse i København. De brændte ned til grunden.

Men ejerforeningen Grøndalsbo har nu besluttet, at boligerne skal rejses fra asken.

Ejerforeningen skulle tage stilling til, om lejlighederne skal genopføres, eller om de i stedet vil have udbetalt erstatning.

Et stort flertal har ifølge DR stemt for genopførsel af lejlighederne. Over 90 procent stemte, lyder det.

Brancheorganisationen for forsikrings- og pensionsselskaber, F & P, oplyste i juni, at det kommer til at koste mellem 200 og 300 millioner kroner at genopføre boligerne.

Samtidig lød det, at man regnede med, at genopbygningen af boligerne vil tage et sted mellem to og tre år.

Prisen for genopførelsen vil komme til at udgøre en erstatning.

Det var manglende brandsikring, der var skyld i storbranden.

Det viste en undersøgelse, som Dansk Brand- og sikringsteknisk Institut (DBI) udarbejdede i juni på vegne af Bolig- og Planstyrelsen.

Undersøgelsen pegede blandt andet på manglende brandmæssige adskillelser i spidsloftet og manglende tætninger mellem lejlighedsskel og tagdækning som årsager til brandens omfang.

Den pegede også på, at undertaget var udført i materialer, som havde stor brandbelastning.

Omfanget af branden kunne formentlig have været mindsket, vurderede DBI.

Det ville have været muligt, hvis "bebyggelsen var udført i overensstemmelse med betingelserne i den oprindelige byggetilladelse", lød det fra DBI.

Der skulle også have været "udført brandmæssige adskillelser i spidsloftet og over lejlighedsskel mod tagdækningen", hed det.

/ritzau/

Fra forsiden:

GDPR