
Risiko for salmonella i flere Kinder-produkter
Normalt er Kinder Surprise - også kendt som Kinderæg - forbundet med en sjov overraskelse.
Et hygiejneproblem hos en udenlandsk producent gør dog, at der er risiko for en knap så sjov overraskelse i flere Kinder-produkter, herunder Kinderæg.
Det oplyser Fødevarestyrelsen i en pressemeddelelse.
Hygiejneproblemet gør, at der er risiko for salmonella i flere Kinder-produkter. Derfor tilbagekaldes de af Ferrero Scandinavia, som ejer Kinder-produkterne.
Konkret er det Kinder Surprise, Kinder Surprise Maxi, Kinder Schokobons og Kinder Mini Eggs, som tilbagekaldes.
Produkterne har varierende "bedst før-datoer". De er solgt i supermarkeder i hele landet, oplyser Fødevarestyrelsen.
Styrelsen råder forbrugerne til at levere produkterne tilbage til butikken, hvor de er købt, eller at kassere dem.
Symptomerne på salmonella er diarré, mavesmerter, feber, hovedpine og måske kvalme og opkast.
Sygdommen kan vare fra få dage til flere uger.
Hvis sygdommen bliver alvorlig eller varer længe, kan det tale for at tage fat i egene læge eller lægevagten.
/ritzau/