
MIDTJYLLAND: Klinik for Gigt og Bindevævssygdomme på Regionshospitalet Silkeborg skal fremover som det eneste hospital i Region Midtjylland varetage uddannelse af gigtlæger inden for slidgigt, idrætsmedicin, lokaliserede bevægeapparatssmerter og andre ikke-inflammatoriske gigtsygdomme.
- Det er selvfølgeligt stort for os og for hospitalet, men det er først og fremmest en god nyhed for de mange patienter, der lider af ikke-inflammatoriske gigtsygdomme, at vi nu får samlet og prioriteret uddannelsen af gigtlæger inden for ikke-inflammatorisk gigt, siger ledende overlæge Mikkel Gjesing Callsen fra Klinik for Gigt og Bindevævssygdomme på Regionshospitalet Silkeborg.
Klinikken er en del af Medicinsk Diagnostisk Center og undersøger og behandler bl.a. patienter med vidt forskellige former for gigt.
Underprioriteret sygdom
Region Midtjylland besluttede i slutningen af 2024, at hospitalet fremover skal stå for oplæring af alle kommende reumatologer i behandling af ikke-inflammatoriske gigtsygdomme.
Det betyder med andre ord, at læger i hoveduddannelsesforløb skal tilbringe ét år i klinikken i Silkeborg, hvor de lærer at udrede og behandle patienter med fx slidgigt gennem tæt sidemandsoplæring.
- Ikke-inflammatorisk gigt er generelt blevet underprioriteret de seneste mange år, specielt i Vestdanmark hvor vi mangler gigtlæger - og tilbuddet til patienterne har været begrænset. Ofte har patienterne søgt hjælp hos forskellige læger, fysioterapeuter og andre behandlere - og ofte med en konklusion om, at de må lære at leve med sygdommen og smerterne, siger Mikkel Gjesing Callsen.
Han håber, at den nye retning kan være med til at sætte fokus på de behandlingsmuligheder, der er, så sundhedsvæsenet bedre kan hjælpe de patienter, som oplever vedvarende smerter og funktionstab, og som ikke umiddelbart kan hjælpes via praktiserende læge eller operation.
ap
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.