SYDDANMARK: Region Syddanmark har købt en bygning i Bredsten, der skal danne ramme om en ny ambulancebase vest for Vejle. Regionsrådet godkendte købet på sit møde 27. april, og etableringen skal forbedre ambulancedækningen i området.
Det oplyser Region Syddanmark i en pressemeddelelse.
Den kommende base placeres på Industriparken 14 i Bredsten i en tidligere autolakererbygning, som ligger tæt på Vejle Brandvæsen. Regionen overtager ejendommen 1. august 2026, og planen er, at basen står klar til drift 1. januar 2027.
Formålet med den nye base er at styrke den samlede dækning vest for Vejle, hvor borgerne fremover kan forvente hurtigere responstid ved akutte opkald.
- Det er rigtig dejligt, at vi nu endelig har fundet en god placering til vores nye beredskab i Bredsten. Med basen i Bredsten vil borgerne vest for Vejle få hurtigere hjælp end tidligere, når de ringer 112, siger Bo Libergren (V), der er regionsrådsformand i Region Syddanmark.
Regionen kommer til at eje bygningen og udleje den til Falck, som står for ambulancedriften i Trekantområdet. Faciliteterne vil blandt andet omfatte opholdsrum, køkken og garage.
En af Vejles i alt fem ambulancer får fast base i Bredsten. Tre af ambulancerne i området er døgnberedskaber, og det er en af disse, der flyttes til den nye base for at understøtte både Vejle og Jelling.
Indtil basen er klar, vil ambulancen midlertidigt blive placeret forskellige steder i Vejle. Efter at lejeaftalen på den nuværende placering i Sjællandsgade udløber 15. maj, flyttes beredskabet til Boulevarden. Senere etableres midlertidige faciliteter i Bredsten, hvor personalet blandt andet får adgang til en pavillon, indtil den permanente base er færdig.
amp
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.












