Digitalisering får hovedrolle i ny sundhedsreform, men rejser også bekymringer

Sammenlægningen af centrale it-aktører skal styrke dataudveksling og sammenhæng i patientforløb.
21. APR 2026 14.43

Sundhedsreformen skal tackle nogle af de største samfundsudfordringer - og digitalisering og data er nøglen.

Sådan er det i hvert fald hvis man spørger Klaus Larsen, programdirektør for Digital Sundhed Danmark.

Tirsdag holdt han oplæg til KL’s digitaliseringstræf i Kolding, hvor han forsøgte at give et indblik i, hvordan den nye organisation vil styrke den fælles digitale understøttelse på sundhedsområdet, hvilke udfordringer den kan løse, og hvad det betyder for kommunerne.

Fra årsskiftet blev hhv. sundhed.dk, Sundhedsdatastyrelsen, MedCom og de fælles nationale it-løsninger fra regionerne nemlig samlet i Det forberedende Digital Sundhed Danmark. Den kommer efter sigende til at spille en nøglerolle i den omfattende omstrukturering af det danske sundhedsvæsen, der træder i kraft i 2027.

Og i spidsen for at etablere og udvikle Digital Sundhed Danmark har vi altså Klaus Larsen.

- Vi skal bl.a. stå for at udbrede digitale løsninger og infrastruktur hurtigere i sundhedsvæsenet og understøtte hele omstillingen til det nære sundhedsvæsen og sammenhængende patientforløb, siger han og fortsætter:

- Derudover skal vi udvikle digitale løsninger, som kan hjælpe medarbejderne i en travl hverdag, sikre lettere digital deling af sundhedsoplysninger samt hurtigere og smidigere adgang til sundhedsdata til fx innovation og forskning.

Med andre ord samler Digital Sundhed Danmark altså ansvaret for fælles digitale løsninger, infrastruktur og sundhedsdata i én landsdækkende organisation, der skal sikre fælles retning og prioritering på tværs af både stat, regioner og kommuner.

Set med kommunale, digitale øjne 

Også Rikke Saltoft Andersen, digitaliseringschef på sundheds- og ældreområdet i Københavns Kommune var med på konferencen i Kolding. 

Her fortalte hun bl.a. om, hvordan hun ser, at sundhedsreformens politiske og digitale ambitioner bliver til virkelighed, så det giver bedre løsninger for borgere og kommunale sundhedsmedarbejdere.

- Sundhedsreformen er en ret unik reform, fordi det digitale er så udtalt. På den måde synes jeg også, at det er en reform, der læser vores område rigtig flot. Det virker nemlig helt rigtigt, at det digitale har fået så stor en plads, siger hun og henviser blandt andet til Digital Sundhed Danmark og National Center for Sundhedsinnovation, der får hjemsted i Odense og som får til opgave at styrke udviklingen af innovative sundhedsløsninger på tværs af landet.

Hun lægger dog ikke skjul på, at der er flere digitale elementer i reformen, der giver anledning til bekymring, herunder blandt andet reformens planer om infrastruktur til deling af sundhedsdata i form af en ny National dataplatform. 

- Men det digitale perspektiv rummer uden tvivl store muligheder. Det er blot afgørende, at kommunerne bliver inddraget i det videre arbejde med Digital Sundhed Danmark, siger hun. 

Efterladt på den digitale perron?

Der var stort fremmøde til oplægget, hvor blandt andre en repræsentant fra Røde Kors deltog. 

Han var mødt op for at høre de to oplægsholderes vurderinger af, hvordan man i den digitale omstilling kan undgå at forstærke ulighed i sundhed - særligt for nogle af samfundets mest sårbare borgere, der risikerer at have sværere ved at navigere i nye digitale løsninger.

- Det er lidt en kæphest for mig. Reformen lægger vægt på individualisering, at man ser det enkelte menneskes ressourcer og behov og derfra vurderer, hvad den enkelte er i stand til og har gavn af, sagde Klaus Larsen og fortsatte:

- Jeg mener faktisk, at teknologi kan være med til at skabe langt bedre inklusion frem for det modsatte. Alt for ofte taler vi om digitalisering som noget, der skaber problemer, men for eksempel kan mennesker med handicap i mange tilfælde blive bedre integreret ved hjælp af nye teknologier som AI. Det perspektiv fylder efter min mening for lidt. 

Rikke Saltoft Andersen anerkender, at det fælles ansvar for digitale løsninger stiller markant højere krav til brugervenligheden, og at der stadig er et stykke vej, før alle løsninger lever op til det niveau.

- Det betyder samtidig, at kommunerne må gentænke deres tilgang til udvikling og implementering af digitale tilbud, siger hun og supplerer:

-  Når flere forventes at kunne betjene sig selv digitalt, kræver det, at løsningerne er intuitive, tilgængelige og tager højde for forskellige behov. Omvendt er jeg enig i, at det også rummer et stort potentiale, og hvis løsningerne designes klogt og med borgeren i centrum, kan de være med til at gøre hverdagen lettere og skabe bedre adgang til offentlige services.

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dk-sundhed.dk/artikel/digitalisering-faar-hovedrolle-i-ny-sundhedsreform-men-rejser-ogsaa-bekymringer

GDPR