Flere danske kommuner har valgt at skrue ned for gadelygterne på bestemte strækninger for at hjælpe for eksempel flagermus. (Arkivfoto)
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Stigende lysforurening skader dyr og mennesker

Nattemørket er på tilbagetog, og det påvirker naturen og vores helbred. 
14. APR 2026 6.11

Kunstigt lys fordriver i tiltagende grad mørket i Danmark, og det går især ud over naturen.

Den problematik sætter en række steder i landet fokus på i denne uge i anledning af, at det er International Dark Sky-uge.

Mængden af lysforurening er forskellig, alt efter hvor man befinder sig i landet, men overalt er den stigende. 

Det fortæller Mikkel Stener Møller, der er seniorbiolog hos den rådgivende ingeniørvirksomhed Niras, hvor han blandt andet beskæftiger sig med lysforurening.

- Vi ligger på en årlig stigning på mellem 2 og 20 procent om året, siger han.

Ifølge ham er en af forklaringerne på udviklingen, at det er blevet nemmere at sætte lamper op.

- I gamle dage kostede udendørslamper relativt mere. I ethvert byggemarked kan man i dag billigt købe LED-lamper, som er nemme at sætte op. Vi er blevet rigere, og det betaler natten for.

Påvirker dyr og planter

Strålerne fra gadelamper, reklameskilte og andre kunstige lyskilder påvirker både dyr, planter og mennesker negativt.

Det kan afholde padder som salamandre og frøer fra at krybe ud fra deres skjul for at søge føde.

Planter ændrer morfologi under lampernes skær og bliver hårdere eller mere behårede og derfor sværere for dyrene at spise.

Og hos mennesker knyttes lysforurening til lidelser som depression, hjertekarsygdomme og diabetes.

- Både vores egen biologi, og den, som er ude i naturen, fungerer bedst med den naturlige rytme af lys og mørke. Hvis vi skubber til den, forskubber vi både vores egen biologiske døgnrytme og naturens økosystemer fuldstændigt, og de er stressede nok i forvejen, lyder det fra Mikkel Stener Møller.

Her findes mørket

  • I Danmark har en række områder fået den såkaldte Dark Sky-anerkendelse. Det betyder, at der er meget lidt kunstigt lys på disse steder, og derfor kan nattehimlen opleves fuldt ud.
  • Anholt, Mandø, Bulbjerg, Møn og Nyord er alle på listen over danske Dark Sky-parker, hvor der arrangeres ture ud i mørket.
  • Målet med parkerne er ikke kun at give danskerne mulighed for at se på stjerner, men at sætte fokus på den tiltagende lysforurening og dens skadelige effekter på naturen.

Kilde: Dark Sky Danmarks hjemmeside

Netop det budskab er vigtigt at få ud, mener Morten Pihl. Han arrangerer guidede natteture på Møn, som er på listen over såkaldte Dark Sky-parker. Det vil sige, at lysforureningen ligger på et meget lavt niveau.

- Det handler ikke om, at mennesker skal kunne se på stjernerne. Det handler om biodiversitet og de nataktive dyr, og at det er sundere for os at sove, når det er helt mørkt, siger han.

Ud over guidede stjernekiggerture måler Morten Pihl døgnet rundt mørket på Møn. Det gør han ved hjælp en række apparater, der er placeret rundtomkring på øen.

- Så kan jeg jo se, om lysforureningen er stigende eller faldende, og hvis den er stigende, skælder jeg ud, fortæller han med smil i stemmen.

Mørke er ok

Ifølge seniorbiolog Mikkel Stener Møller er der brug for et mentalitetsskifte, så danskerne bliver mere villige til at skrue ned for lyset.

- Vi skal vænne os til, at det er okay, at det er mørkt - at det er okay, at du selv kører med en cykellygte, i stedet for at hele cykelstien oplyses hele natten.

- Vi har alle de tekniske løsninger. Vi skal bare tænke lidt anderledes, siger han.

/ritzau/

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dk-sundhed.dk/artikel/stigende-lysforurening-skader-dyr-og-mennesker

GDPR