Venstre mod højre: næstformand i DGI Østjylland Kasper Mølgaard, udvalgsformand Michael Mikkelsen, borgmester Michael Stegger Jensen (S) og formand for DGI Østjylland Lars Mandrup underskrev aftalen.
Syddjurs Kommune

Ny aftale skal få flere med: Syddjurs og DGI skruer op for foreningslivet

Kommunen og DGI vil have flere børn, unge og ældre ind i fællesskaber. Vejen er samarbejde frem for flere foreninger.

SYDDJURS: Syddjurs Kommune og DGI Østjylland forlænger deres partnerskab frem til 2030 med ambitionen om at få flere borgere ind i idræt og fællesskaber.

Den nye aftale bygger videre på et samarbejde, der har kørt siden 2020, og skal styrke koblingen mellem kommunale tilbud, foreninger og lokale aktiviteter.

- Foreningslivet spiller en afgørende rolle i vores lokalsamfund – ikke mindst i landdistrikterne. Med partnerskabet kan vi fortsætte arbejdet med at skabe gode rammer for aktiviteter og fællesskaber i hele kommunen, siger Michael Mikkelsen (DD), formand for kultur-, fritids- og landdistriktsudvalget i Syddjurs Kommune.

Fokus på børn, unge og seniorer

Partnerskabet har særligt fokus på at få flere børn, unge og ældre ind i fællesskaberne. Konkret er målet blandt andet at få 350 flere børn og unge ind i foreninger og 400 flere seniorer med i fællesskaber.

Samtidig skal initiativer som Lokaldysten, hvor lokalsamfund konkurrerer om at gå, løbe og cykle flest kilometer, udbredes til flere områder.

- Vi er rigtig glade for at kunne fortsætte partnerskabet i yderligere fem år. Sammen kommer vi tættere på foreningerne og de lokale fællesskaber, og det gør en reel forskel for både børn, unge, voksne og seniorer i Syddjurs, lyder det fra Lars Mandrup, formand for DGI Østjylland.

Øget antal foreninger har aldrig været målet 

Selve partnerskabsaftalen har ikke en særskilt økonomi. Til gengæld har Syddjurs Kommune i budget 2026 afsat 620.000 kr. til at styrke foreningslivet og få nye målgrupper med.

Derudover har kommunen og DGI sammen fået 600.000 kr. fra Gl. Skanderborg Fonden til projektet ”Der hvor Syddjurs mødes om det gode liv”, som skal skabe aktiviteter i samarbejde med foreninger og bevægelsesfællesskaber.

Ifølge kommunen har målet med samarbejdet ikke været at oprette flere foreninger, men at styrke de eksisterende.

- Der er ikke lavet statistik over, hvor mange foreninger eller idrætsgrene, der var inden partnerskabet kontra efter, da det aldrig har været et mål med partnerskabet, lyder det fra Sara Breth Horup, foreningskonsulent, Syddjurs Kommune, Kultur og Fritid i et skriftligt svar til DK Nyt. Det lyder videre: 

"Formålet med partnerskabet har været at understøtte og styrke de eksisterende foreninger og aktører. Hvis der så har været frivillige, der gerne ville starte en ny forening eller idræt op, har vi selvfølgelig hjulpet med det. Men den basale tilgang har ikke været, at jo flere foreninger der er, desto bedre, men derimod at højne kvaliteten omkring det eksisterende og gå med der, hvor energien fra de frivillige var."

I stedet har indsatsen blandt andet bestået i netværk for foreninger, sparring, foreningsudvikling og samarbejder mellem skoler, dagtilbud og idrætsforeninger.

Partnerskabet løber fra 1. januar 2026 til 31. december 2030.

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dk-sundhed.dk/artikel/ny-aftale-skal-faa-flere-med-syddjurs-og-dgi-skruer-op-for-foreningslivet

GDPR