Svensk mand idømt 13 års fængsel for drab på Eddie Christensen
Eddie Karl-Johan Christensen blev skudt med en revolver og senere brændt på et bålsted i 2020.
En 54-årig svensker straffes med 13 års fængsel for drabet på Eddie Karl-Johan Christensen, der blev skudt og efterfølgende brændt på et bålsted tilbage i 2020.
Den dom har Vestre Landsret stadfæstet onsdag middag, skriver Nordjyske.
Drabet skete 9. maj ved en landejendom nord for Frederikshavn.
Eddie Karl-Johan Christensen blev først skudt med en revolver og efterfølgende brændt på et bålsted på den 54-åriges ejendom.
Det har ikke været muligt for retsmedicinere at slå fast, om den 39-årige var afgået ved døden, før han blev brændt.
En 47-årig medtiltalt mand har fået stadfæstet sin dom på ti måneders fængsel for usømmelig behandling af liget.
/ritzau/