Der var fejl med medicinering i mere end hvert andet tilsynsbesøg på plejehjem sidste år.
Det skriver Politiken på baggrund af Styrelsen for Patientsikkerheds årlige erfaringsopsamling for 2024, der offentliggøres mandag.
Styrelsen foretog sidste år 191 tilsynsbesøg. Her fandt man fejl i journaler vedrørende ordineret medicin og medicinlister ved 52 procent af besøgene.
Dertil var der fejl i håndteringen og opbevaringen af medicin ved 59 procent af besøgene.
Ufaglærte og vikarer
Omfanget er "helt uacceptabelt", mener Charlotte Hjort, der er enhedschef i Styrelsen for Patientsikkerhed.
- Det er til fare for patientsikkerheden, når en borger enten får for lidt, for meget, forkert eller for gammel medicin - eller de på plejehjemmet ikke er klar over, om de har givet den medicin, som lægen har ordineret, siger hun til Politiken.
Årsagerne til fejlene er ifølge enhedschefen dels travlhed og manglende kompetencer hos medarbejdere, der blandt andet omfatter ufaglærte og vikarer. Derfor bør medicinområdet hele tiden prioriteres af ledelsen, siger Charlotte Hjort til Politiken.
Ud fra tilsynsrapporterne kan det ikke fastslås om fejl med medicin har haft direkte konsekvenser for de ældre.
Forbedring siden 2023
Anders Winnerskjold (S), der er borgmester i Aarhus Kommune og formand for KL's Sundheds- og Ældreudvalg, siger til Politiken, at kommunerne tager medicinhåndtering dybt alvorligt.
Han mener dog, at tilsynene i højere grad bør handle om kvaliteten i plejen frem for kravene om dokumentation.
Selv om Styrelsen for Patientsikkerhed har fundet fejl med medicinering på mere end hvert andet plejehjem, er det alligevel en forbedring i forhold til 2023.
Her blev der fundet patientsikkerhedsmæssige brister ved gennemgangen af medicinbeholdning og håndtering af borgernes medicin ved 63 procent af tilsynsbesøgene.
Samtidig blev der ved 65 procent af besøgene fundet mangler i beskrivelsen af borgernes aktuelle helbredsmæssige problemer og risici.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.