Ny afdeling i Midtjylland overtager opgaver fra flere kommuner

Opgaveovertagelsen sker som led i sundhedsreformen. Afdelingen overtager opgaverne fra Skive, Silkeborg og Viborg kommuner ved årskiftet.
7. MAR 2026 9.05

MIDTJYLLAND: Hospitalsenhed Midt i Region Midtjylland overtager ansvaret for en række opgaver, der som udgangspunkt omfatter over 100 sundheds- og omsorgspladser, akutsygepleje, patientrettet forebyggelse og så i øvrigt et udbygget samarbejde med praktiserende læger.

Det er opgaver, som i dag ligger hos Skive, Silkeborg og Viborg Kommuner.

Opgaveovertagelsen sker som led i sundhedsreformen, der vil træde i kraft ved årskiftet. Det skriver Region Midtjylland i en pressemeddelelse.

Opgaverne bliver samlet under en ny afdeling i regionen, forklarer formand for Sundhedsråd Midt, Helle Jensen (LA):

- Den nye afdeling skal bygge bro i sundhedsvæsenet og udviske unødige hindringer og barrierer både før, under og efter borgernes forløb i sundhedsvæsenet. Vi skal i fællesskab med vores samarbejdspartnere i kommunerne og praksis sikre, at vores borgere oplever et sundhedsvæsen, der hænger endnu bedre sammen.

Selvom regionen overtager ansvaret for drift og udvikling af akutsygeplejen uden for hospitalet og sundheds- og omsorgspladserne i de tre kommuner, forbliver sengepladserne placeret lokalt i de tre kommuner.

Sundheds- og hospitalsdirektør i Hospitalsenhed Midt, Brian Brøndum Møller, understreger, at det er vigtigt at fastholde samarbejdet med kommunerne.

- Vi fortsætter og styrker det gode samarbejde med vores kommuner og vores praktiserende læger. Og så er det vigtigt for os at forberede overgangen og tage godt imod alle de nye medarbejdere, når vi kommer dertil. De er helt afgørende for, at vi kan løfte opgaven. Derfor skal vi også have afdelingsledelsen på plads, så vi kan komme godt i gang med opgaven, siger han.

lal

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dk-sundhed.dk/artikel/ny-afdeling-i-midtjylland-overtager-opgaver-fra-flere-kommuner

GDPR