
Canadas regering vil forbyde køb og salg af håndvåben
Canadas regering er på vej med en ny lovgivning, der skal forbyde køb og salg af alle håndvåben i landet.
Det siger premierminister Justin Trudeau mandag.
- Ud over at bruge skydevåben til sport eller jagt så er der ingen grund til, at nogen i Canada har brug for våben i deres hverdag, siger Trudeau på et pressemøde.
Han betegner den kommende lovgivning som en "national indefrysning" af våbenejerskab.
Udmeldingen kommer, efter at nabolandet USA i sidste uge blev vidne til sit næstmest dødelige skoleskyderi, da en ung mand skød og dræbte 19 børn og to lærere på en skole i Uvalde i delstaten Texas.
- Den dag, hvor denne lovgivning træder i kraft, vil det ikke længere være muligt at købe, sælge, bytte eller importere håndvåben i Canada, siger Trudeau til de fremmødte journalister.
Hvis lovforslaget bliver vedtaget, ventes indefrysningen af håndvåben at træde i kraft til efteråret.
Canada har allerede betydeligt strengere restriktioner for våbenejerskab end sin nabo mod syd.
For to år siden forbød Canada blandt andet salg og brug af omkring 1500 forskellige modeller af skydevåben, herunder AR-15-riflen.
I det nye lovforslag - Bill C-21 - foreslås det også at fratage bestemte personer deres våbenlicenser. Det gælder blandt andre personer, som har været involveret i vold i hjemmet eller kriminel chikane, herunder stalking.
Derudover foreslås det at straffe våbensmuglere hårdere.
Samtidig vil regeringen kræve, at store pistolmagasiner bliver permanent ændret, så de kun kan indeholde et bestemt antal patroner.
Antallet af drab begået med skydevåben i Canada udgør 0,5 per 100.000 indbyggere. Til sammenligning udgør sådanne drab i USA 4,12 per 100.000 indbyggere.
Det viser en rapport fra Washington Universitets Institut for Sundhedsmålinger og Evaluering.
/ritzau/Reuters