
Amnesty vil have menneskerettigheder påtalt under Modi-besøg
Indiens overtrædelser af menneskerettigheder bør være et markant punkt på dagsordenen, når landets premierminister, Narendra Modi, tirsdag og onsdag er på besøg i Danmark.
Det mener menneskerettighedsorganisationen Amnesty International.
Forud for besøget er der lagt op til, at fokus skal være på det grønne strategiske partnerskab, som Danmark og Indien indgik i 2020.
Men menneskerettigheder bør altså også på bordet, mener Amnesty, der forud for mødet har sendt et brev med opfordringen til statsminister Mette Frederiksen (S).
- Vi har sendt det brev, fordi vi synes, det er vigtigt, at en statsminister bruger enhver anledning til at gøre opmærksom på i sine møder med fremmede landes statsoverhoveder, når der sker markante overtrædelser af menneskerettigheder. Og det må man sige, at det sker der i Indien.
- Derfor synes vi, at det er vigtigt, at statsministeren - ud over at indgå gode aftaler for Danmark om miljø og klima - også bruger anledningen til at sætte foden ned og sige, at det går ikke, at Indien ikke overholder menneskerettighederne, siger Vibe Klarup, generalsekretær i Amnestys danske afdeling.
Hun peger på flere kritikpunkter af menneskerettighederne i Indien.
For eksempel bliver menneskerettighedsforkæmpere udsat for repressalier. Og den indiske regering "gør ikke noget som helst for at stoppe overgreb og angreb på minoriteter".
Amnestys afdeling i Indien har desuden fået frosset sin bankkonto - ifølge Amnesty uden gyldig grund - på et tidspunkt hvor organisationen har været i gang med at rapportere om krænkelser af menneskerettigheder i landet.
Det er første gang i 20 år, at en indisk premierminister er på besøg i Danmark.
Der har været en lang periode med diplomatisk kulde som følge af sagen om danske Niels Holck, der hjalp en indisk oprørsgruppe med oprørsvåben i 1990'erne.
Regeringens støtteparti Enhedslisten vil også have statsministeren til at påtale Indiens krænkelser af menneskerettigheder.
Også selv om det kan tage fokus fra vigtige drøftelser om klima og miljø.
- Det havde også taget noget fokus fra de gode samtaler med Putin (Ruslands præsident, Vladimir Putin, red.) om at købe hans gas, hvis man havde insisteret på at diskutere Tjetjenien eller andre menneskerettighedsovergreb, der foregik i Rusland.
- Men det havde været klogt at gøre. Og det vil også være klogt at diskutere i forhold til menneskerettighedskrænkelser i Indien, siger udenrigsordfører i Enhedslisten Søren Søndergaard.
Ud over grøn omstilling er det også planlagt, at statsministeren skal drøfte krigen i Ukraine med den indiske premierminister.
/ritzau/