dkmedier
dknyt
dkindkob
dknyt
dksocial
doi
DK Debat

Øjenlæger advarer op til halloween mod farvede kontaktlinser

31. OKT 2022 15.10
Rigshospitalets øjenlæger har haft ekstra travlt i weekenden. De advarer mod at brug farvede kontaktlinser.

Et sæt farvede kontaktlinser kan være med til at fuldende udklædningen til halloween, men det er bedst at springe linserne over.

Det er anbefalingen fra Rigshospitalets øjenlæger.

De kalder i en pressemeddelelse linserne for en "farlig halloween-tendens" og advarer om, at de populære linser kan give smerter og skader.

- Vi oplever, at vi får mange ind, som ikke plejer at gå med kontaktlinser. De ved ikke, hvordan man skal sætte dem ind i øjet, og en del glemmer at tage dem ud, inden de går i seng, siger øjenlæge Anne Katrine Wiencke fra Rigshospitalets Afdeling for Øjensygdomme.

- Det er en skidt kombination, for de farvede kontaktlinser risikerer at give sår på hornhinden, hornhindebetændelse og stærke øjensmerter, hvis man ikke håndterer dem rigtigt, siger hun.

I den forgangne weekend har Rigshospitalets Klinik for Akutte Øjensygdomme haft ekstra travlt. Det kobler øjenlægerne til de farvede kontaktlinser.

Er kontaktlinserne ubehagelige, gør ondt eller svier, skal de tages ud med det samme, lyder rådet fra Anne Katrine Wiencke.

Risikoen for at få problemer stiger ifølge hospitalet markant, hvis man sover med linserne på.

/ritzau/