
NORDJYLLAND/SJÆLLAND: 1. juli træder en ny national ordning i kraft, som skal sikre en bedre fordeling af praktiserende læger som et led i sundhedsreformen.
Indtil nu har Region Nordjylland og Region Sjælland blevet tilgodeset af en midlertidig aftale med regeringen og Danske Regioner, som skulle hjælpe de to regioner, som er særligt udfordret af dårlig lægedækning. Aftalen har været gældende siden 1. januar, men 1. juli udløber aftalen altså med de to kommuner for i stedet at blive en landsdækkende ordning.
Erfaringerne fra de to regioner har været positive og har været med til at få læger ud, hvor det ellers har været en udfordring.
Med få undtagelser har det kun været i 17 kommuner i de to regioner, at en nyuddannet speciallæge i almen medicin har kunnet få et ydernummer og blive selvstændig læge. I de øvrige 81 kommuner har det kun kunnet lade sig gøre, hvis en læge er gået på pension.
De seks af kommunerne ligger i Region Nordjylland, hvor det siden januar er lykkedes at få cirka 30 flere læger.
Ifølge regionsrådsformand Mads Duedahl (V) er regionen hjulpet af, at der på Aalborg Universitet er en lægeuddannelse.
- Når det så krydres med en aftale, der sikrer, at det kun er få steder i Danmark, man kan få nye ydernumre, skaber det en rigtig gunstig position for os.
- Til et opslag i Sæby, som har været et af de steder, hvor det har været svært at rekruttere, fik vi flere ansøgere, end vi havde regnet med. Det betyder, at vi kan oprette ekstra ydernumre, siger Mads Duedahl.
I områder, hvor der ikke er nok læger til at dække behovet, oprettes regionsklinikker. De ejes og drives af regionen.
- Vores førsteprioritet er praktiserende læger, som man kender det i klassisk forstand. Er det umuligt, laver vi regionsklinikker, hvor vi ansætter læger, som synes, det er et stort spring med egen klinik.
- Med tiden lærer de patienterne at kende og bliver trygge i det, og så er der mulighed for at overtage klinikken.
Konkurrence om lægerne
I Region Sjælland er det sværere at skaffe praktiserende læger, primært fordi regionen er i konkurrence med hovedstaden, hvor mange læger gerne vil arbejde.
Alligevel er regionen godt på vej, siger regionsrådsformand Trine Birk Andersen (S). Blandt andet åbner fire regionsklinikker i løbet af juli, og yderligere fem er på trapperne.
Samlet er forventningen 16 flere praktiserende læger den kommende tid.
- Jeg synes, at vi er nået langt på kort tid. På få måneder har vi truffet politiske beslutninger, fundet, købt eller lejet og indrettet lokaler, skaffet de nødvendige tilladelser, slået stillinger op og ansat personale.
- Vi vil lykkes med at skabe en mere fair lægefordeling, så borgere med størst behov får lige så god mulighed for at komme til læge, som alle andre, udtaler hun i en skriftlig kommentar.
Skal flere læger ud i landet, skal der tænkes kreativt, for nyuddannede speciallæger i almen medicin vil gerne arbejde i områder med lægemangel. De vil imidlertid helst ikke bo der. Det viser en ny undersøgelse, som 675 yngre almenmedicinere medvirker i.
16 pct. ønsker i høj grad eller nogen grad at flytte til lægedækningstruet område. Til gengæld svarer cirka hver anden, at de i høj grad eller i nogen grad godt kunne tænke sig at arbejde der.
- Som læge vil du gerne gøre en forskel. Derfor er der mange af os, der rigtig gerne vil tage derhen, hvor patienterne er mest syge, siger Malene Nepper, der er formand for Forum for Yngre Almenmedicinere (FYAM).
Når lysten til at flytte er lille, skyldes det, at nyuddannede i almen medicin typisk er i slutningen af trediverne, hvor de har etableret sig med partner, børn og ejerbolig.
- I tidligere generationer var en familie mere tilbøjelig til at flytte efter lægens job. Sådan er det ikke mere. 80 pct. af vores medlemmer er kvinder, som typisk har en partner, der er forankret i eget job.
En løsning kan ifølge FYAM være busser fra bolig til praksis, hvor lægerne undervejs kan arbejde - for eksempel klare det administrative. Det tilbud eksisterer allerede for læger, der bor i København og arbejder på sygehuse uden for hovedstaden.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.