
I 2024 rundede Den Landsdækkende Akutlægehelikopterordning en milepæl - 10 år på vingerne. Over 40.000 flyvninger er det blevet til i alt.
Og det er fortsat især i yderområderne af Danmark, at der er brug for den hurtige hjælp fra lægehelikopterne.
Det fremgår fredag af den offentliggjorte årsrapport fra Den Landsdækkende Akutlægehelikopterordning.
206 flyvninger gik til Thisted, hvilket var den kommune med flest flyvninger i 2024.
Dernæst kom Samsø og Bornholm med henholdsvis 164 og 163 gange. De øvrige kommuner med flest besøg af lægehelikopterne var Esbjerg (148), Frederikshavn (141) og Ærø (139), viser årsrapporten.
Ifølge Troels Martin Hansen, der er cheflæge for akutlægehelikopterordningen, er ordningen med til at udligne uligheden i sundhed for patienter med akut alvorlig sygdom eller tilskadekomst.
- Vores vigtigste rolle er at sikre samme behandling for alle - uanset om de bor tæt på eller langt fra et universitetshospital, siger han.
Cheflægen fortæller, at cirka 40 pct. af Danmarks befolkning bor mere end 40 til 60 kilometer væk fra et af de store universitetshospitaler.
Årsrapporten viser, at antallet af udrykninger med helikopter har set en lille stigning i forhold til året før. I gennemsnit var landets fire akutlægehelikoptere på vingerne 11,6 gange i døgnet - eller 4244 flyvninger på et år.
En undersøgelse har ifølge årsrapporten også vist, at patienterne i meget høj grad er tilfredse. Blandt 660 patienter, der har fløjet med en akutlægehelikopter, havde 99 pct. et positivt indtryk af behandlingen.
For cheflæge Troels Martin Hansen giver det også en "høj arbejdstilfredshed" at være med til at gøre en forskel for de mennesker, der bor langt væk fra de store hospitaler.
- Vi sætter en stor ære i at gøre et ordentligt stykke arbejde. Og det er enormt vigtigt, at vi er en del af et system, der fungerer, siger han.
Sidste år udgjorde patienter med hjerte-kar-sygdomme 42 pct. af de fløjne patienter.
Patienter med neurologiske sygdomme og trafikofre udgør også en stor del af patienterne, står der i årsrapporten.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.