
Demensvenlige kommuner, flere demensegnede boliger og bedre indrettede sygehuse. Det er blot nogle af punkterne i regeringens nye handlingsplan for demensområdet, der skal udføres i landets regioner og kommuner.
Med planen følger en tidligere afsat pengepose på 470 mio. kr. fra satspuljen for 2016-2019. Men i KL er man bange for, at de penge ikke rækker langt nok i forhold til regeringens ambitioner.
- Vi kan godt være i tvivl, om der med de 470 mio. kr. bliver smurt lidt for tyndt ud, siger Thomas Adelskov (S), formand for KL’s Social- og Sundhedsudvalg.
Overordnet set bifalder KL regeringens plan, som især får ros for at være gennemarbejdet og medtage mange af de inputs, som organisationer, kommuner og regioner har spillet ind med.
En opfordring til kommunerne
Men en ting er, at planen er ambitiøs, noget andet er, om den er realistisk. Særligt planen om at halvere brugen af antipsykotisk medicin er noget, der kræver efteruddannelse af personalet, og det kan derfor blive meget dyrt.
- En væsentlig del af forudsætningen for, at det her kan realiseres, er, at der bliver lavet et ordentligt kompetenceløft af medarbejderne ude i kommunerne og i det regionale regi. Og det er i sig selv noget, der er rimeligt omkostningsfyldt, siger Thomas Adelskov.
Regeringen ønsker også, at landets 98 kommuner bliver 'demensvenlige' og laver strategier for behandlingen af demente i kommunen. Men sådanne strategier er heller ikke gratis, lyder det.
- Jeg har lige hørt ministeren tale, og der noterede jeg mig, at hun sagde, at det var en opfordring til kommunerne. Det tog jeg mest som et udtryk for, at der ikke også følger penge med, siger Thomas Adelskov.
Danske Regioner: Afgørende med de nødvendige midler
Også Danske Regioner bakker op om regeringens målsætning om bedre udredning, mindre medicin og mere fokus på de pårørende - initiativer, der ifølge formand Bent Hansen, ligger i fin forlængelse af regionernes ønsker på området.
- Det er dog helt afgørende, at handlingsplanen følges op af de nødvendige midler, og vi ser frem til den nærmere dialog om, om hvordan initiativerne skal udmøntes, siger Bent Hansen.
Ifølge tidligere tal fra KL koster det kommunerne 100.000 kroner om året at passe en dement. 35.000 har i dag diagnosen demens – men over 80.000 menes at være demente.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.