- Det har været lange forhandlinger, hvor begge parter har bøjet sig mod hinanden, men hele tiden konstruktivt og med målet om en god aftale for begge parter, siger formanden for Regionernes Lønnings- og Takstnævn, Lars Gaardhøj, i en pressemeddelelse. (Arkivfoto).
Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Familiepakke og fritvalgsordning skal gøre regionalt ansattes liv lettere

Ny overenskomst gør det nemmere at balancere arbejdslivet med privatlivet, siger regionernes forhandler.

En ny treårig overenskomstaftale for 105.000 ansatte på det regionale område omfatter blandt andet barnets tredje sygedag og en fritvalgsordning, der giver mulighed for at vælge mellem løn, pension og frihed.

Ordningen sikrer som udgangspunkt alle regionalt ansatte fem fridage, mens seniorer får yderligere to til fire fridage. For enkelte grupper er der aftalt supplerende fritvalgsbidrag og/eller fridage.

Det oplyser Danske Regioner i en pressemeddelelse, hvor detaljerne i overenskomstaftalen fremgår.

Det er Regionernes Lønnings- og Takstnævn og Forhandlingsfællesskabet, der har forhandlet aftalen på plads.

- Jeg er rigtig glad for, at vi har landet en aftale, som både er økonomisk ansvarlig og samtidig gør det nemmere for tusindvis af medarbejdere at sikre den gode balance mellem arbejds- og privatliv, siger formanden for Regionernes Lønnings- og Takstnævn, Lars Gaardhøj (S), i pressemeddelelsen.

Ifølge Lars Gaardhøj minder fritvalgsordningen om den, man kender fra det private arbejdsmarked.

- Det giver arbejdspladserne og medarbejderne bedre mulighed for at tilpasse arbejdslivet med livet uden for arbejdet, uanset hvor man måtte være i det, siger han.

Ifølge forkvinden for Dansk Sygeplejeråd, Dorthe Boe Danbjørg, kan fritvalgsordningen gøre det mere attraktivt at være sygeplejerske på hospitalerne.

- Sygeplejersker står hver dag til rådighed og udviser en høj grad af fleksibilitet. Den fleksibilitet skal i højere grad mødes af fleksible rammer, siger hun i en pressemeddelelse.

Barnets tredje sygedag

Mulighed for barnets tredje sygedag indgår som en del af en familiepakke.

Den omfatter også forbedrede lønrettigheder ved børns hospitalsindlæggelse, forbedrede rettigheder for enlige forældre, ret til fravær for medmødre og medfædre samt muligheden for sorgorlov til forældre - såfremt det bliver vedtaget i Folketinget i løbet af overenskomstperioden, lyder det.

Den samlede økonomiske ramme i aftalen er på 9,2 procent.

Parterne er enige om, at den regionale løndannelse skal være mere bæredygtig og fleksibel, lyder det videre i pressemeddelelsen.

Derfor er der enighed om en række tiltag og afsættelse af penge til at understøtte lokal løndannelse.

Derudover er der afsat midler til at hæve det nederste niveau af områdetillæg og midler målrettet det præhospitale område.

- Jeg er glad for, at vi med aftalen hæver det laveste områdetillæg, så vi kan understøtte rekrutteringen i de dele af landet, hvor der er allermest brug for det, siger Lars Gaardhøj.

/ritzau/

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dk-sundhed.dk/artikel/familiepakke-og-fritvalgsordning-skal-goere-regionalt-ansattes-liv-lettere

GDPR