SJÆLLAND: Fra juni kan borgere i Region Sjælland, der er pårørende til alvorligt syge eller har mistet en nærtstående, få gratis, specialiseret sorgterapi og rådgivning.
Det sikrer et nyt samarbejde mellem regionen og Det Nationale Sorgcenter, oplyser regionen i en pressemeddelelse.
- Ingen skal stå alene i livets sværeste situationer. Jeg er stolt over, at vi nu kan give lettere adgang til at få hjælp, når der er allermest brug for det. Det her er en vigtig investering i både trivsel og forebyggelse, siger regionsrådsformand i Region Sjælland Trine Birk Andersen (S).
Igennem et pilotprojekt vil det blive afdækket, hvor stort behovet for sorgterapi er i den sydlige del af Region Sjælland, hvilke borgere der modtager tilbuddet, og hvor borgerne kommer fra geografisk.
Regionsrådet har prioriteret 1,58 millioner kroner i 2026 til pilotprojektet, og det forventes, at der senere på året bliver taget stilling til videreførelse i 2027.
Tidlig indsats gør en forskel
Det nye sorgcenter kan blandt andet tilbyde individuelle samtaler, gruppeforløb og specialiseret terapi.
Direktøren for Det Nationale Sorgcenter understreger betydningen af at reagere i tide:
- Sorg er en naturlig del af livet, men for nogle udvikler den sig så voldsomt, at de mister fodfæstet. Når vi sætter tidligt ind med specialiseret støtte, kan vi hjælpe mennesker med igen at finde håb, retning og livsmod. Jeg er derfor meget taknemmelig for, at Region Sjælland nu giver mulighed for, at flere i regionen kan få den hjælp, de har brug for, siger Preben Engelbrekt, der er direktør for Det Nationale Sorgcenter.
Det Nationale Sorgcenter
- Selvejende organisation med over 25 års erfaring
- Gratis psykologhjælp til sorgramte
- Ca. 150 frivillige, der selv har haft sorg inde på livet
- Telefonrådgivning på Sorglinjen, cafeaftener og samtalegrupper
- Videns- og kompetencecenter, der omsætter forskning til behandling
- Afdelinger i København, Aalborg, Aarhus, Vejle og Odense
Kilde: Region Sjælland
Forventer stor søgning
Det nye sorgcenter kommer til at ligge i Næstved, som en del af Sundhedsby Næstved.
Da det Nationale Sorgcenter i 2025 2025 åbnede et sorgcenter i Aalborg, oplevede man en stor søgning. Det samme forventes i Næstved, hvor der er ligheder i forhold til demografi og geografi.
Det er forventningen, at sorgcentret i Næstved årligt vil kunne behandle op til 150 børn, unge og voksne med komplicerede sorgreaktioner.
sfe
Disse grupper tilbydes hjælp i sorgcenteret
- Børn og unge op til 27 år, som har mistet en forælder eller søskende. Der tilbydes også hjælp til deres familier
- Børn og unge, som er pårørende til alvorligt syge forældre eller søskende. Der tilbydes også hjælp til deres familier
- Voksne på 28-64 år, som har mistet en partner, barn, forælder eller søskende.
- Ældre over 65 år, som har mistet en partner eller et barn.
Kilde: Region Sjælland
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.









