Byggefirmaet Hansson & Knudsen A/S fra Odense har vundet opgaven med at ombygge et almenpsykiatrisk afsnit på Psykiatrisk Afdeling i Esbjerg, så det fremover kan anvendes til retspsykiatriske patienter. Ombygningen skal skabe plads til 14 nye sengepladser. Det oplyser Region Syddanmark.
Regionsrådet besluttede i sommeren 2024 at etablere de nye pladser, fordi behovet for retspsykiatriske senge i regionen er stigende. De 14 nye pladser skal supplere de 15 retspsykiatriske senge, der allerede findes i Esbjerg, og som blev oprettet i 2021.
De ekstra senge etableres ved at ombygge Almenpsykiatrisk Afsnit B til retspsykiatri. De nye pladser bliver fordelt på 10 sengestuer samt fire sengestuer, der kan skærmes efter behov. Den skærmede del kommer blandt andet til at indeholde opholdsrum, samtalerum og en sikret gårdhave.
- Der er stort pres på vores retspsykiatriske senge. Derfor er det godt at vi nu er i gang med at realisere de planer, som regionsrådet satte i værk for et par år siden. Jeg er også glad for, at vi har fundet frem til nogle gennemgribende om- og tilbygninger, som foruden flere pladser virkelig kommer til at betyde forbedringer for patienter og medarbejdere i form af blandt andet gymnastiksal og e-sportsrum, siger Bo Libergren, der er regionsrådsformand i Region Syddanmark.
Opgaven har været i udbud, hvor to entreprenører afgav tilbud. Region Syddanmark vurderede, at tilbuddet fra Hansson & Knudsen A/S havde det bedste forhold mellem pris og kvalitet.
Det samlede budget for projektet er på 100 mio. kr. Byggearbejdet ventes at gå i gang i 2. halvår 2026, og planen er, at de nye senge kan tages i brug omkring marts 2028. Når projektet er gennemført, vil Region Syddanmark have i alt 113 retspsykiatriske senge fordelt mellem Middelfart og Esbjerg.
amp
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.










