125.000 ton forurenet jord skal fjernes ved strand på Nordals

Region Syddanmark skal snart tage stilling til, om oprydningsprojekt til 350 millioner skal sendes i udbud.
12. MAJ 2026 13.49

SYDDANMARK: Efter flere års forsinkelse er projektet med oprensning af Himmark Strand på Nordals klar til at blive sendt i udbud. Det skriver Region Syddanmark i en pressemeddelelse.

Himmark Strand betegnes som en af Danmarks 10 generationsforureninger. Det er et udtryk, der bruges om særligt omfattende og komplekse forureninger, der er opstået over mange år, og som vil tage generationer at rydde op.

Forureningen ved Himmark Strand stammer fra 1950'erne og 1960'erne. Her blev strandområdet brugt til afbrænding af industriaffald og deponering af store mængder kemikalieaffald fra den nærliggende virksomhed Danfoss.

Der skal i alt fjernes cirka 125.000 ton forurenet jord fra stranden og havbunden. Det er Region Syddanmark, der har ansvaret for at fjerne forureningen.

Projektet har været forsinket, fordi det har taget længere tid end ventet at få udarbejdet rapporter og indhentet de nødvendige tilladelser. Samlet set er der afsat 350 millioner kroner til oprensningen. De 325 millioner kommer fra en bevilling fra Folketinget til håndtering af generationsforureninger.

Dertil kommer et bidrag på 25 millioner kroner fra Danfoss. Det er dog vanskeligt at forudse, hvad den endelige regning for oprensningen lander på, lyder det fra regionsrådsformand Bo Libergren (V).

- Vi risikerer eksempelvis, at vi finder mere forurening end forventet, eller at geologien gør det mere vanskeligt at grave forureningen op.

- Derfor er den forventede pris baseret på et overslag fra regionens rådgiver, siger Bo Libergren i pressemeddelelsen.

Det endelige budget for projektet vil først ligge klar, når udbuddet er gennemført. Først skal Udvalget for Miljø, Mobilitet og Uddannelse tage stilling til, om projektet skal sendes i udbud. Det ventes at ske på et møde 18. maj. Hvis der gives grønt lys, vil selve oprensningen ifølge regionens tidsplan kunne gå i gang i 2027 og afsluttes omkring årsskiftet 2029/2030.

/ritzau/

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dk-sundhed.dk/artikel/125-000-ton-forurenet-jord-skal-fjernes-ved-strand-paa-nordals

GDPR