Der er grænser for, hvor længe en læge må fiksere en psykiatrisk patient med bælte, når denne ikke længere er voldelig, slår Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol tirsdag fast i dom, som Danmark taber.
En psykiatrisk patient fra Aarhus var under sin indlæggelse fikseret i næsten 23 timer.
Et enigt dommerpanel ved domstolen i Strasbourg slår fast, at det var et brud på Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Den handler om forbud mod umenneskelig eller nedværdigende behandling.
- Myndighederne har ikke i tilstrækkelig grad bevist, at den fortsatte fiksering med bælte i 23 timer var strengt nødvendig, hedder det i dommen.
Begge parter i sagen har tre måneder til at vurdere, om de vil anke dommen til domstolens øvre kammer.
10.000 euro i erstatning
Danmark dømmes til at betale patienten 10.000 euro (74.400 kr.) i erstatning og sagsomkostninger på 4000 euro (29.760 kr.).
Domstolen i Strasbourg er enig med den danske domstol i, at det var i orden at fiksere den voldelige mand. Det var den eneste vej til at undgå, at han begik skade på personale eller andre patienter, lyder vurderingen.
- Men de nationale domstole har svigtet i forhold til at se på flere spørgsmål, hvad angår fortsættelsen og varigheden af disse foranstaltninger. Det er særligt det forhold, at vagthavende læge fortsatte fikseringen hele natten, selv om lægen havde vurderet manden rolig fire timer tidligere, hedder det i en opsummering.
Desuden blev han sluppet ud af bæltet med halvanden times forsinkelse dagen efter.
Dømt for angreb
Patienten lider af paranoid skizofreni.
Han blev dømt til indlæggelse i 2005 efter fem voldelige angreb på myndighedspersoner.
I februar 2013 besluttede en overlæge på den afdeling, hvor den skizofrene patient var indlagt, at fiksere ham til sengen, da han havde truet hende.
På grund af hans tidligere angreb på personale og patienter vurderede hun, at han skulle spændes fast, så han ikke fik mulighed for at komme ud den dag.
En anden læge vurderede patienten fem timer og 40 minutter senere. Denne har noteret, at han var rolig og mere snakkesalig. Han gav patienten lov til at gå på toilettet.
Fire timer senere besluttede en læge at fortsætte fikseringen, da patienten blev vurderet som fortsat farlig.
Næste formiddag, efter at patienten havde sovet hele natten, blev der truffet beslutning om, at han skulle slippes fri af bæltet.
Der gik dog lidt over halvanden time, før det faktisk skete.
Ritzau
Opdateret 11.30 med detaljer om forløbet
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.