SYDDANMARK: Det var lovligt, at en mand i 2014 og 2015 blev fastspændt i ti måneder på et psykiatrisk hospital i Middelfart. Det har Retten i Odense afgjort fredag.
Da manden blev løsnet fra sin bæltefiksering efter knap et år, kunne han ikke gå og måtte en periode bruge kørestol, har advokat Claus Bonnez, der repræsenterer manden, tidligere oplyst.
Præmisserne for rettens afgørelse fredag er ikke offentligt tilgængelige, da der er tale om meget personfølsomme oplysninger. Derfor er det uvist, hvad der ligger til grund for dommen.
Manden og advokat Claus Bonnez har i sagen forsøgt at få fikseringen kendt ulovlig. De har krævet en godtgørelse på 500.000 kr. for tort. Sagen var anlagt mod Region Syddanmark som sygehusansvarlig.
I 2014 blev manden, der er i 30'erne, dømt for flere tilfælde af vold. Da han er psykisk syg og blev anset som farlig, blev han idømt en dom til anbringelse på den særligt sikrede afdeling 'Sikringen' i Slagelse. Men her var der angiveligt ikke plads til ham, og derfor forblev han på psykiatrisk afdeling i Middelfart.
Fikseringen af ham blev iværksat 22. december 2014, efter at manden havde overfaldet en sygeplejerske. Først 26. oktober 2015 blev han løsnet fra fikseringen.
Ifølge reglerne kan fiksering finde sted, hvis patienten vurderes at være til fare for sig selv eller andre. Men det skal som udgangspunkt kun ske kortvarigt.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.