SYDDJURS: Næsten ni af ti udskolingselever i Syddjurs har deltaget i undersøgelsen "Ungeprofil 2025/26", som giver et blik ind i de unges trivsel, vaner og udfordringer, oplyser Syddjurs Kommune.
Dataene danner det "fælles kompas", der skal guide det lokale arbejde med unges trivsel i de kommende år.
Årets undersøgelse viser, at unge i Syddjurs generelt trives, fx har hele 98 pct. det godt med deres venner, og 90 pct. har en voksen at tale med om bekymringer.
Forholdet til rusmidler er også undersøgt, og en flertalsmisforståelse springer i øjnene: Unge overvurderer jævnaldrendes brug af rusmidler. F.eks. vurderer 76 procent, at brugen af e-cigaretter/vapes er langt mere udbredt, end den faktisk er. Det er reelt 3 procent, der hyppigt bruger e-cigaretter/vapes.
Ungeprofilen er en national undersøgelse, der bruges som grundlag for både lokale indsatser og det tværkommunale partnerskab Fælles om Ungelivet, som Syddjurs er en af 15 deltagerkommuner i. Det involverer endvidere Sundhedsstyrelsen og Trygfonden.
- Ungeprofilen viser tydeligt, at normer og fællesskaber har stor betydning for unges valg. Derfor er arbejdet med Fælles om Ungelivet vigtigt: Det hjælper os til at skabe miljøer, hvor unge trives uden brug af rusmidler, og hvor de faktiske – og positive – normer bliver synlige, siger formand for Sundheds- og ældreudvalget Jørgen Ivar Brus Mikkelsen (V).
Andre emner i rapporten er fritidsliv og digital adfærd. Hele datarapporten og ungeprofilen kan findes via pressemeddelelsen her.
Ungeprofilen
- En undersøgelse af elevers generelle trivsel og sundhed i Danmark.
- 55.160 besvarelser på landsplan i 2025/26.
- Deltagere: Elever i 7., 8., 9 og 10. klasse samt på ungdomsuddannelser.
- Der er tale om elevernes egne besvarelser og dermed selvrapporteret adfærd.
- Data er ikke sammenholdt med øvrige data på området.
- Undersøgelsen er gennemført i Syddjurs i november 2025.
- Svarprocenten er 98 procent for de kommunale skoler i Syddjurs.
- 1.264 udskolingselever i 7-9 klasse (ud af i alt 1.459) i Syddjurs har besvaret spørgeskemaet fra både kommunale-, fri- og privatskoler.
- Det giver en samlet besvarelsesprocent på cirka 87 procent.
- Elever, som ikke var i skole den dag, undersøgelsen blev gennemført, har fået lov at udfylde det på et senere tidspunkt, så deres besvarelser kom med.
- Elever med langvarigt fravær/skolevægring deltager ikke i Ungeprofilen. Hjælpen til disse grupper foregår i specialiserede spor med inddragelse af PPR, SSP og lignende.
De øvrige kommuner i Fælles om Ungelivet er Aalborg, Egedal, Esbjerg, Gentofte, Hedensted, Holbæk, Kalundborg, Lemvig, Nyborg, Odder, Silkeborg, Sorø, Thisted og Varde.
dotn
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.













