Algoritme tjekker knoglebrud og giver kortere ventetid i akutmodtagelse

Brug af kunstig intelligens har forkortet ventetiden i flere akutmodtagelser i Region Hovedstaden.
30. APR 2026 11.45

ØSTDANMARK: Brugen af kunstig intelligens har skabt kortere ventetider i flere akutmodtagelser i Region Hovedstaden, skriver regionen i en pressemeddelelse.

Læger og sygeplejersker får hjælp af kunstig intelligens til at analysere røntgenbilleder.

På den måde kan kunstig intelligens bidrage til en hurtig afklaring af, om der er sket et knoglebrud, eller om patienten kan sendes hjem uden behandling.

Den kunstige intelligens består i en algoritme, der er blevet testet på et datamateriale af 3000 tidligere tilfælde af knoglebrud.

Brugen af kunstig intelligens giver kortere ventetider og mere tilfredse patienter, lyder det fra chefsygeplejerske på Hvidovre Hospitals Akutmodtagelse og Glostrup Hospitals Akutklinik Hanne Højland Keller.

- Det er virkelig til gavn for patienterne, når vi med algoritmens beslutningsstøtte hurtigere kan afgøre, hvad der skal ske og få patienten videre i systemet eller hjem. Alle os, der arbejder på akutområdet, ved, hvor stor en rolle ventetid spiller for patienttilfredsheden, siger Hanne Højland Keller.

Et supplement 

Algoritmen er et supplement til den kliniske vurdering og erstatter således ikke den menneskelige vurdering, fremgår det af pressemeddelelsen.

I Akutklinikken på Glostrup Sygehus har brugen af algoritmen haft den effekt, at behandlersygeplejersker i langt højere grad selv kan afslutte patienter uden knoglebrud.

- De behøver ikke at ringe til os læger på Hvidovre, så vi bliver afbrudt i andet arbejde. Det gør en tydelig forskel i mit "arbejdsflow", siger ledende overlæge Dan Bruun Volder, Akutmodtagelsen på Hvidovre Hospital.

Planen er, at algoritmens vurdering af røntgenbilleder skal udbredes til hele den kommende storregion, Region Østdanmark - sammenlægningen af Region Hovedstaden og Region Sjælland, der etableres 1. januar 2027.

Også i Region Nordjylland har man haft gavn af algoritmers vurdering i akutmodtagelsen. Her er der i gennemsnit skåret en time af ventetiden i regionens akutmodtagelser, har DR tidligere beskrevet.

/ritzau/

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dk-sundhed.dk/artikel/algoritme-tjekker-knoglebrud-og-giver-kortere-ventetid-i-akutmodtagelse

GDPR