De psykiatriske hospitaler kan med en målrettet indsats undgå at lægge urolige patienter i bæltefiksering - eller i hvert fald nedbringe antallet af fastspændelser væsentligt. Det fremgår af en rapport fra Cowi og Defactum, som for Sundhedsstyrelsen har evalueret et fireårigt forsøg med bæltefrie psykiatriske afdelinger i årene fra 2014 til 2017. Det skriver Jysk Fynske Medier.
Seks afdelinger - i Aabenraa, Risskov, Brønderslev, Slagelse, Ballerup og Glostrup - har deltaget i forsøget. Tilsammen har de mere end halveret antallet af bæltefikseringer - fra 501 i 2014 til 179 i 2017. For to af dem, Aabenraa og Glostrup, er det lykkedes at blive helt eller næsten helt bæltefri.
Metoderne har i grove træk været at tilføre flere ressourcer og opkvalificere personalet. Samtidig er der foretaget en kulturændring i form af 'en mere åben og imødekommende tilgang til patienterne, hvilket i højere grad betyder, at patienterne føler sig set og forstået', som det formuleres i evalueringsrapporten.
I den forbindelse handler det også om, at personalet uddannes målrettet til roligt, tillidsfuldt og trygt at kunne mødes og omgås farlige patienter konfliktfrit.
- Det er et godt resultat, der viser, at det kan lade sig gøre at komme af med tvang. Den generelle tendens er, at brugen af tvang er stigende, men dette forsøg viser, at med en målrettet, præcis indsats, behøver det ikke være sådan, siger formanden for pårørendeforeningen Bedre Psykiatri, Erik Ravn til Jysk Fynske Medier.
Til gengæld er han ærgerlig over, at indsatsen efter hans opfattelse, stopper nu og næppe vil slå igennem generelt i psykiatrien i Danmark. Årsagen er, at der er tale om et forsøg, som nu er tilendebragt, og at det har været finansieret med satspuljemidler med 70 mio. kr. - den statslige pengepulje, der afsættes til særlige indsatser på social-, sundheds- og arbejdsmarkedsområdet.
rp
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.