SYDDANMARK: Hvad er omfanget af 'vedvarende sorglidelse', virker VR mod socialfobi, og kan man i det hele taget måle ECT behandling på testhjerner i et laboratorie? Tre vanskelige spørgsmål, men svarene er på vej. For de nævnte projekter har sammen med en række andre fået støtte ved den seneste uddeling af forskningsmidler fra Psykiatriens Forskningsfond. Det skriver Region Syddanmark.
I alt blev 6,6 mio. kr. delt ud til 12 vidt forskellige projekter. Lige fra en undersøgelse af omfanget af den nye diagnose 'vedvarende sorglidelse' i den psykiatriske patientgruppe, til en dybere forståelse af, hvad det er, som giver effekten af ECT behandling – testet på minihjerner dyrket i et laboratorie.
- Vi lægger altid vægt på kvaliteten i de projekter, vi tildeler støtte, og det er en stor fornøjelse at være vidne til den markante stigning i både kvalitet og kreativitet, vi ser i disse år, hvor forskningsområdet betyder stadig mere i forhold til udvikling af nye behandlingsmuligheder for vores patientgrupper, siger lægefaglig direktør Anders Meinert Pedersen.
Målet at finde skånsomme behandingsmetoder
Forskning i psykiatri tager til i disse år, og Psykiatrien i Region Syddanmark er en del af denne tendens. Formålet på tværs af forskningsprojekterne er at finde bedre og mere skånsomme behandlingsmetoder, som vil gøre de forskellige patientgrupper i stand til at få et godt liv, på trods af deres lidelser.
- Når jeg kigger ned over listen med de projekter, som har fået penge denne gang og gennem de seneste år, springer det også i øjnene, at megen af vores forskningsindsats er centreret om teknologiske muligheder opstået på andre felter. Og det er jo både logisk, men samtidig meget glædeligt, siger Anders Meinert Pedersen.
Samtidig er forskningsområdet et kerneområde, fordi Psykiatrien i Region Syddanmark er blevet et universitetshospital, hvilket stiller flere krav til forskningsproduktion og den organisatoriske opbakning.
De tildelte halvårsmidler fra forskningsfoden er ofte kun en del af den samlede økonomi i et forskningsprojekt. Resten af finansieringen kommer i hus via eksterne ansøgninger eller genansøgning om flere midler fra fonden.
Fakta
VR er en forkortelse for virtual reality - en computersimuleret verden, som ved hjælp af særlige briller til formålet gengiver virkelighedstro grafik i 3D.
ECT er en forkortelse for elektrochok terapi, der gives til patienter med svære depressioner.
Titler på de støttede projekter
1. Vedvarende sorglidelse hos patienter med en affektiv lidelse
2. Models, methods and challenges in coordination of pathways for vulnerable patients
3. Forbedret diabetesomsorg til patienter med type 2 diabetes og skizofreni
4. Hvordan kan patienter involveres i psykiatrisk pleje?
5. VRaid (VR8) - Virtual Reality for Anxiety Disorders: A feasibility study
6. Effectiveness of Internetpsykiatrien - What works for whom? A prospective cohort study.
7. Fysioterapeutisk behandling til patienter med stofmisbrugslidelser og samtidig psykisk lidelse i en retspsykiatrisk kontekst
8. Reduktion af bæltefikseringer i retspsykiatrien
9. In searching of personalized treatment of autism - a multiomics approach
10. Brain organoids: Revealing the role of environment and epigenetics in ASD pathogenesis
11. Electroconvulsive therapy- a multiomics study
12. Prevalence and significance of bipolar disorder in patients seeking treatment for alcohol use disorder
MG
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.