
Den stigende coronasmitte i især hovedstadsområdet får nu de øvrige regioner til at sende hjælp i form af testbiler.
20 biler med udstyr og omkring 60 ansatte fra de øvrige regioner er på vej, og fra lørdag åbner tre nye testcentre på Nørrebro, i Brønshøj og i Brøndby, oplyser Region Hovedstaden.
- Vi oplever et rigtigt stort pres på testfaciliteterne her i hovedstadsområdet, og derfor er det utroligt positivt, at de øvrige regioner sender deres testbiler og personale for at hjælpe med at teste vores borgere. Det vidner om en stor fælles vilje til at prioritere ressourcerne, der hvor flest borgere har brug for at blive testet. I august hjalp vi i Region Midtjylland, og lige i øjeblikket stiller de andre regioner op for os, siger regionsrådsformand Sophie Hæstorp Andersen (S).
Ti af de 20 nye testhold kommer fra Region Midtjylland.
- Nu er det Region Hovedstaden, der har brug for hjælp, og selvfølgelig kommer vi, siger regionsrådsformand Anders Kühnau (S).
Region Nordjylland sendte allerede sidste weekend to af regionens seks testbiler til hovedstaden. De øvrige har lige nu travlt i Frederikshavn, som også er hårdt ramt af smitte. Her er region og kommune ved at planlægge test af kommunens sundhedspersonale den kommende uge, oplyser regionen.
Opfordring til færre besøgende
Region Hovedstaden opfordrer samtidig til, at patienter på regionens hospitaler enten kommer alene eller højst har én fast ledsager med, og at indlagte kun får besøg af én fast pårørende.
Samtidig henstilles der til, at besøgene holdes korte. Dog understreges det, at henstillingen ikke gælder ved kritisk sygdom og børn, og at der i første omgang kun er tale om en henstilling, ikke et krav.
- Det er en kritisk periode i pandemien lige nu i hovedstadsområdet. Derfor må vi gøre, hvad vi kan, for at få den her opblussen i smitten under kontrol igen, siger regionsrådsformand Sophie Hæstorp Andersen (S).
Restriktioner i Odense
Region Syddanmark indførte onsdag egentlige restriktioner for besøg på sygehuse i Odense, så der kun må komme én pårørende på besøg og kun én ledsager med til konsultationer. Der kan dog gøres undtagelser for pårørende til kritisk syge, døende eller børn.
Desuden gennemfører OUH flere konsultationer via video eller telefon ligesom i foråret, når det kan lade sig gøre.
Region Midtjylland har tidligere haft besøgsrestriktioner efter påbud fra Styrelsen for Patientsikkerhed, da smittetallene var høje i især Aarhus og Silkeborg. De blev ophævet 2. september, og samtidig holdt regionen op med at udlevere mundbind til besøgende. Lokale forhold kan dog stadig betyde begrænsninger på antal besøgende her.
ak
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.