dkmedier
dknyt
dkindkob
dknyt
dksocial
doi
doi

1813 har stadig for lange ventetider

Målet om, at borgere, der ringer til akuttelefonen, skal have svar inden for tre minutter, er langt fra nået
21. DEC 2014 19.29

HOVEDSTADEN: Der er stadig massive ventetidsproblemer med akuttelefonen 1813 i Region Hovedstaden. Der er foreløbig ikke udsigt til, at regionen når sin målsætning om, at 90 pct. af borgernes opkald skal være besvaret inden for tre minutter.

Det var ellers et mål, som ifølge et ministersvar, skulle have været nået allerede i april i år. Det skriver Kristeligt Dagblad.

I november, 11 måneder efter lanceringen af akuttelefonen 1813, der skubbede lægerne væk fra telefonrøret og satte sygeplejersker til at visitere, kom kun 45 pct. af de godt 75.000 opkald igennem inden for tre minutter. Det viser en ny opgørelse fra Region Hovedstaden.

Flere folk
Den viser samtidig, at der ikke er sket den store udvikling i ventetidsniveauet, siden akuttelefonen, der håndterer Danmarks mest befolkningsrige region på 1,7 mio. borgere, gik i luften den 1. januar 2014.

Og Birgitte Rav Degenkolv, vicedirektør i Den Præhospitale Virksomhed under Region Hovedstaden, som er ansvarlig for den omdiskuterede akuttelefon, vil 'helst ikke sige noget om', hvornår det lykkes effektivt at nedbringe ventetiden og nå målsætningen.

- Det korte svar er, at der skal flere læger og sygeplejersker til. Vi mangler 25 pct. på nuværende tidspunkt, siger Birgitte Rav Degenkolv til Kristeligt Dagblad.

Skandale
Lene Kaspersen, medlem af regionsrådet for de Konservative, mener, at det er tid til at få lægerne i front for akuttelefonen igen.

- Jeg synes, det er en skandale, at der stadig er så lang ventetid, siger hun.

Regionsrådsformand Sophie Hæstorp Andersen (S) erkender, at der stadig er et stykke vej, før akuttelefonen er oppe at køre:

- Mange mennesker oplever i dag en god og hurtig service, når de ringer til 1813. I oktober og november fik halvdelen hjælp inden for cirka to til fire minutter og 90 pct. inden for cirka 10-12 minutter.

- Og vi har modtaget mange positive tilbagemeldinger fra tilfredse borgere. Når det er sagt, så er tiderne stadig ikke gode nok. Der er fortsat borgere, som venter alt for længe, skriver hun blandt andet i en mail til Kristeligt Dagblad.

Ritzau

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dk-sundhed.dk/artikel/1813-har-stadig-for-lange-ventetider

GDPR