dkmedier
dknyt
dkindkob
dknyt
dksocial
doi
doi

PORTRÆT: Fængslet FE-chef har stort indblik i statshemmeligheder

10. JAN 2022 11.02
Lars Findsen har som den eneste person nogensinde været chef for begge Danmarks efterretningstjenester.

I en måned har 54-årige Lars Findsen siddet varetægtsfængslet mistænkt for at lække fortrolige oplysninger.

Og det er ikke hvem som helst, der er på anklagebænken.

Den hjemsendte chef for Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) har i en årrække besiddet stillinger, som giver ham et sjældent stort indblik i statens hemmeligheder.

Før Lars Findsen i 2015 blev udnævnt som chef for FE, har han blandt andet været chef for Politiets Efterretningstjeneste (PET). Det var han fra 2002 til 2007.

Han er ifølge Politiken den eneste person nogensinde, der har været chef for begge efterretningstjenester.

Derudover har han været departementschef i Forsvarsministeriet og været ansat i forskellige stillinger i Justitsministeriet i en årrække.

Med de mange forskellige stillinger har Lars Findsen i to årtier haft sæde i regeringens sikkerhedsudvalg, hvor fortrolige sager bliver drøftet.

Det er med andre ord ikke uden grund, at det nu vækker opsigt i både ind- og udland, at han er fængslet mistænkt for at lække højt klassificerede oplysninger.

Han har også tidligere været involveret i opsigtsvækkende sager herhjemme.

Som departementschef i Forsvarsministeriet fik han en nøglerolle i en sagen om den tidligere jægersoldat Thomas Rathsack, der i 2009 ville udgive bogen "Jæger - i krig med eliten".

Bogen indeholdt ifølge ministeriet oplysninger, der kunne skade rigets sikkerhed og forhold til fremmede magter. Derfor forsøgte man at forhindre, at den blev udgivet.

Det førte til en offentlig debat om bogens farlighed. Daværende forsvarsminister Søren Gade (V) henviste blandt andet til, at bogen allerede var oversat til arabisk og lå på nettet.

Det var Lars Findsen, som gjorde Gade opmærksom på den arabiske oversættelse af bogen.

Det blev senere til en større skandale for Forsvaret. Det viste sig nemlig, at den arabiske oversættelse var lavet internt i Forsvaret.

Det kostede den daværende forsvarschef jobbet, og forsvarsminister Søren Gade endte med at trække sig. Lars Findsen blev siddende som departementschef.

I et sjældent interview med Euroman i 2019 fortalte Findsen om sit ansvar i sagen.

- Når jeg kigger tilbage på det, synes jeg, at jeg svigtede.

Lars Findsen blev fritaget for tjeneste i september 2020. Det skete efter en kritisk rapport fra Tilsynet med Efterretningstjenesterne (TET).

En kommission, der blev nedsat til at undersøge forløbet i december sidste år, har dog siden pure frikendt ham og andre chefer i TET-sagen.

Med Findsen i spidsen for FE har der den seneste tid været flere sager i medierne om efterretningstjenesternes arbejde.

Ekstra Bladet har afdækket trusselsvurderinger i FE om danske børn i syriske fangelejre. Derudover har Berlingske haft historier om en agent for PET og FE, som blev svigtet, da han blev dømt i Spanien.

Desuden har DR afdækket et samarbejde med den amerikanske efterretningstjeneste NSA om tapning af kabler til aflytning.

Lars Findsen er uddannet jurist fra Københavns Universitet.

/ritzau/

Fra forsiden:

GDPR