
Putin kræver betaling for russisk gas i rubler fra Europa
Rusland vil fremover kun acceptere betalinger for gas fra "uvenlige lande" i rubler.
Det oplyser landets præsident, Vladimir Putin, onsdag under et regeringsmøde, som blev vist på tv.
Rublen er den russiske valuta, som har været i frit fald siden Ruslands invasion af Ukraine.
De "uvenlige lande" omfatter hele EU, som er meget afhængig af russisk gas. Det russiske træk sker som følge af vestlige sanktioner mod landet efter invasionen af Ukraine.
Umiddelbart efter meldingen fra Putin styrkede det rublen over for dollaren og euroen, mens gaspriser steg.
Putin understreger, at Rusland fortsat vil leve op til sine forpligtelser om at levere gas.
Han har beordret Ruslands centralbank til at få det nye betalingssystem på plads inden for en uge.
- Ændringerne vil kun påvirke valutaen ved betaling, som vil blive ændret til russiske rubler, siger Putin.
Putins krav om betaling i rubler er formentlig et forsøg på at styrke rublen, som er hårdt medtaget under krigen.
Ruslands vicepremierminister, Aleksandr Novak, siger onsdag, at et skift til krav om betaling i den nationale valuta vil "øge pålideligheden".
Også analytikere anser trækket som et forsøg på at styrke rublen. Den kan få et rygstød, hvis for eksempel EU-lande bliver nødt til at betale med den russiske valuta.
Det er der imidlertid ikke tilløb til. Flere EU-lande mener, at Ruslands krav er et brud på kontrakten.
Den tyske økonomiminister, Robert Habeck, siger, at Tyskland med europæiske partnere vil diskutere, hvordan man skal reagere på den russiske udmelding.
USA har forbudt import af russisk gas og olie. Men EU har fortsat fået energi fra Rusland, mens krigen har stået på. Det skyldes, at EU i højere grad er afhængig af russiske energikilder.
Omkring 40 procent af EU's gasforbrug i 2021 kom fra Rusland.
/ritzau/Reuters