"Tak fordi du ikke ryger her."
Sådan en besked bliver mange forældre mødt med, når de besøger kommunale legepladser.
I dag har 37 ud af landets 98 kommuner sat skilte op på deres offentlige legepladser, men fra 1. april har kommunerne fået udvidet deres muligheder til nu også at omfatte bindende forbud som gælder både cigaretter, e-cigaretter og opvarmet tobak. Det skriver Kræftens Bekæmpelse.
– Vi håber, at muligheden for et konkret forbud vil få flere kommuner til at gøre deres legepladser helt røgfri. Nogle har været i tvivl om, hvor langt de må gå – men nu er det tydeligt, at kommunalbestyrelser godt må forbyde rygning på kommunale legepladser, siger Mette Lolk Hanak, forebyggelsesdirektør i Kræftens Bekæmpelse.
På kortet fra Kræftens Bekæmpelse herunder kan du se, hvilke kommuner allerede har indført initiaitver med røgfri legepladser, og hvilke kommuner, som ikke har:
Del af flere forebyggende tiltag
Reglerne er en del af en bred politisk aftale om en national forebyggelsesplan, som regeringen og en række partier vedtog i november 2023.
Planen indeholder i alt 30 tiltag, der skal hjælpe med at reducere børn og unges forbrug af usunde og skadelige produkter som alkohol, tobak og nikotin.
Det betyder blandt andet, at der fra den 1. april 2025 ikke må sælges alkoholholdige produkter med en alkoholvolumenprocent på over 6 til 16-17-årige, at der i tidsrummet mellem kl. 22.00-08.00 ikke må sælges alkohol til personer under 18 år i nattelivszoner, og at reglerne for, hvor der må ryges, og hvor der må anvendes e-cigaretter, ensrettes.
– Røgfri legepladser er et vigtigt skridt i kampen mod rygestart blandt børn og unge. Vi beskytter samtidig mod passiv rygning og undgår, at små børn finder cigaretskod i sandkassen, siger Mette Lolk Hanak, forebyggelsesdirektør i Kræftens Bekæmpelse.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.