Trods flere +80-årige holder fremtidens sundhedsbudgetter

Hvad sker der med de danske sundhedsbudgetter, når der om 25 år er dobbelt så mange 80-årige som nu? Det giver forskere i en ny Rockwool Fond-finansieret undersøgelse nu nogle svar på. 

Et første måske overraskende svar er, at en befolkning, der bliver stadig ældre, ikke behøver at føre til stigende sundhedsudgifter.

Det er nemlig primært i de sidste år af livet, at udgiften til flere lægebesøg og sygehusindlæggelser stiger, så selvom vi bliver ældre, bliver perioden med behandlingskrævende sygdom ikke nødvendigvis længere.

Til gengæld viser forskernes gennemgang, at det bliver svært på samme måde at dæmpe stigende plejeudgifter i kommunerne.

Til trods for, at kommunerne hele tiden søger og finder nye og mere effektive måder at yde pleje til ældre borgere, vil der altid være en vis del af de ældre borgere, der er så svækkede, at de gennem lang tid har brug for meget basal pleje enten i hjemmet eller på et plejecenter, konkluderer undersøgelsen.

Udviklingen med stadigt flere ældre i en række vestlige lande har generelt givet en stigning i sundhedsudgifter fra omkring 5 pct. af landenes bnp i 1970 til ti pct. i 2019. Og med udsigt til en tredobling af 80-årige i 2050 og et stigende antal yngre ældre mellem 65 og 79 år kunne en yderligere stigning være forventelig.

Styring af udgifterne

Men de danske sundhedsbudgetter behøver ikke stige ukontrollabelt. Det viser et såkaldt litteraturstudie, hvor forskere fra Aarhus Universitet og Syddansk Universitet har gennemgået en lang række forskningsartikler på området.

- Efter at have gennemgået al væsentlig viden på området, er vores konklusion, at hvis der er politisk vilje, kan vi som samfund godt kontrollere sundhedsudgifterne, selvom der bliver næsten dobbelt så mange +80-årige, fortæller sundhedsøkonom og professor emeritus fra Syddansk Universitet, Jes Søgaard.

- Særligt hospitalsudgifterne, kan man styre, og også i nogen grad udgifter til praktiserende læger og til medicin.

Især to ting gør sig gældende, når udgifterne vurderes til ikke at stige uhæmmet i fremtiden.

Den ene er, at Budgetloven siden 2014 har lagt et loft over kommuners, regioners og statens udgifter. Netop denne udgiftsstyring har betydet, at det (bortset fra COVID-19-årene) er lykkedes regionerne at holde sundhedsudgifterne stabile på trods af, at der bliver flere ældre.

- Det er blandt andet sket med en stram prioritering i det offentlige sundhedsvæsen med nationale beslutninger for, hvilke hospitalsydelser og lægemidler, borgerne kan få tilbudt. Selvom flere ældre øger efterspørgslen på sundhedsydelser, så følger udbuddet altså ikke nødvendigvis med, og det er med til at lægge låg på, hvor stor en del af de offentlige budgetter, der skal gå til ældres sundhed, siger Jes Søgaard.

Tid-til-død-effekten

Den anden årsag til, at udgifterne kan styres, er den tendens, der gør sig gældende i den danske budgetlægning.

I modsætning til dét sundhedsøkonomer kalder "aldersstejlning" - der er en tendens med at presse udgifterne op med medicinsk teknologi og praksis, stigende med alderen - så er sundhedsbudgetterne i Danmark hjulpet af en anden tendens, den såkaldte "tid-til-død-effekt". Den er ifølge undersøgelsen vigtigere end alder i sig selv.

”Tid-til-død”-effekten går ud på, at omtrent 10 procent af udgifterne til sundhed bruges i patienters sidste leveår – og det er uanset, hvilken alder man har, når man dør, siger Jes Søgaard.

- Den ældre lever altså flere år i relativ sundhed, inden de helt dyre udgifter på sundhedsbudgettet sætter ind i det sidste leveår. Og så betyder det ikke så meget, om man er 80 eller 85 år gammel, når livet slutter, siger han.

Ud over Jes Søgaard har Alexander O.K. Marin, postdoc, Syddansk Universitet og lektor Malene Kallestrup-Lamb fra Aarhus Universitet stået for undersøgelsen.

Videnskabelig artikel om undersøgelsen findes i tidskriftet Økonomi & Politik her.

cwa