Gladsaxepolitiker om samarbejdsaftale: Vi skal fortsat være opmærksomme på økonomien

Uklare rammer i samarbejdsaftale mellem region og kommune giver en "vis økonomisk usikkerhed" for kommuner, mener gladsaxepolitiker.
1. MAR 2026 15.32

ØSTDANMARK: Landet over bliver der forhandlet samarbejdsaftaler mellem regioner og kommunerne om overtagelse af sundhedsopgaver. 

I flere kommuner har man dog gjort den kommende Region Østdanmark opmærksom på en særlig økonomisk problemstilling. Det fremgår af en dagsorden fra Gladsaxe Kommune.

I Gladsaxe har byrådsmedlem Katrine Skov (S) også hæftet sig ved, at der fortsat er uklare rammer for flere indirekte omkostninger, ved at kommunen fremover skal varetage den patientrettede forebyggelse. 

Det drejer sig om udgifter til HR, økonomistyring, IT m.v. - såkaldte udgifter til overhead, fremgår det også af byrådsdagsordener fra Gladsaxe. 

Og det er vigtigt, at kommunen ikke bare bliver kompenseret for de direkte udgifter, der er ved at overtage sundhedsopgaven fra regionen - men også for de indirekte udgifter til overhead, siger Katrine Skov. 

Det er også noget, som kommunen har skrevet ind som et forbehold for at kunne godkende samarbejdsaftalen.

Det arbejder en arbejdsgruppe nu på at få styr på for alle kommuner.

- Overhead er endnu ikke politisk besluttet, men behandles i en arbejdsgruppe. Indtil der foreligger en klar og vedtaget model, vil der være en vis økonomisk usikkerhed for kommunerne. Det er ikke dramatisk i sig selv, men det understreger behovet for tydelige rammer, siger Katrine Skov.
 

Regnefejl er rettet

Katrine Skov påpeger, at processen i Gladsaxe har været uklar. 

Hun henviser til, at der i de første udkast til samarbejdsaftalen mellem kommunen og regionen var en ret central regnefejl. I samarbejdsaftalen lød det først, at der skulle afsættes 4,9 mio. kr. til at drifte den patientrettede forebyggelse. 

Men i 2023 brugte Gladsaxe 7 mio. kr til de direkte omkostninger ved opgaven. Ifølge sundhedsloven må kommunen ikke afholde omkostninger til at drifte en opgave, der egentlig påhviler regionen. 

"Uoverensstemmelsen mellem de 4,9 mio. kr. og 7 mio. kr. skyldes fejl i data fremsendt til KL i foråret 2025," lyder det i en gennemgang fra forvaltningen i Gladsaxe.

Regnefejlen på de direkte omkostninger er dog siden rettet. 

I et svar til DK Nyt lyder det fra Region Hovedstaden koncerndirektør Anne Skriver Hansen, at man i regionen tager udgangspunkt i det udgiftsniveau, som kommunerne selv har oplyst til KL, når man fordeler midler til de konkrete opgaver.

Hun henviser desuden til, at alle kommunerne har haft mulighed for at "genbesøge deres indmeldte tal," og at der på den baggrund er lavet flere justeringer herunder i Gladsaxe. 

"Som nævnt har alle kommuner fået muligheden, og der er på den baggrund lavet flere korrektioner. Derfor ser vi ikke, at der er belæg for den bekymring, som Katrine Skov rejser i mailen," lyder det i et svar.

Arbejdsgruppe er på sagen

Gladsaxe Kommune har ikke ønsket at kommentere sagen, da regnefejlen er rettet, og at "der er planlagt en proces for det videre aftaleforløb". 

De indirekte omkostninger gennem overhead vil ifølge regionen blive håndteret i en arbejdsgruppe, der skal aftale de videre principper. 

Principperne vil gælde på tværs af regionen og de 46 kommuner - uanset om det er kommuner eller region, der skal varetage driften, lyder det i et svar. 

Regionen oplyser til DK Nyt, at arbejdsgruppen tager afsæt i rammerne fra forårsaftalen 2025 om implementering af sundhedsreformen, hvor der skelnes mellem to typer af overhead. Decentralt og centralt. 

Det første er allerede indeholdt i det udgiftsniveau, som kommunerne har opgivet, og det andet er noget KL, Danske Regioner og ministeriet har forhandlet på plads i forbindelse med flytningen af opgaver mellem regioner og kommuner. 

Den endelige aftale om overhead skal besluttes politisk i Region Østdanmark, lyder det i et svar fra regionen.

Katrine Skov mener, at det er positivt, at man har rettet regnefejlen og har iværksat en politisk proces om overhead. 

- Men sagen viser samtidig, hvor kompleks implementeringen af sundhedsreformen er.  Når ansvaret flyttes fra kommuner til regioner, påvirker det helt konkret de ydelser og den kvalitet, vi som kommunalpolitikere står på mål for.

- Vi (byrådet, red.) har hele tiden været opmærksomme på, hvordan reformen vil slå igennem i praksis - ned i de konkrete tilbud. Det her viser, at den opmærksomhed fortsat er nødvendig, siger hun.

 

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dk-sundhed.dk/artikel/gladsaxepolitiker-om-samarbejdsaftale-vi-skal-fortsat-vaere-opmaerksomme-paa-oekonomien

GDPR