
SYDDANMARK: Redningshelikopteren Christoph Europa 5 har siden 2021 opereret i det dansk-tyske grænseland. Mellem 20 og 50 gange om året bliver den tyske akutlæge-helikopter fra Nibøl tilkaldt til sygdom eller ulykker i Region Syddanmark. Tidligere har helikopteren kun fløjet i dagtimerne, men nu skal den også kunne supplere den landsdækkende akutlægehelikopterordning i døgndrift - primært i Tønder, Højer, Tinglev og Bov Kommuner.
Det skyldes, at operatøren - DRF Luftrettung - vil opsige den eksisterende aftale og erstatte den med en ny aftale med en anden prisstruktur, skriver Beredskabsinfo. Det betyder, at prisen pr. flyveminut vil stige fra 90 til 120 euro.
Til gengæld skal regionen ikke længere betale for flyvninger, der aflyses undervejs. Samlet vurderes det, at en ny aftale vil koste lidt mere end i dag, men det skyldes altså, at helikopteren kan rekvireres døgnet rundt, og det vil forventeligt resultere i flere flyvninger.
Den nuværende aftale mellem Region Syddanmark og den tyske operatør løber fra 1. februar 2022 til og med 31. januar 2026, men ifølge mediet lægger embedsmændene i Region Syddanmark op til, at regionen følger DRF’s ønske og opsiger aftalen, hvorefter der indgås en ny aftale med blandt andet en ny prismodel. Den indstilling vil nu skulle behandles af politikerne i Regionsrådet.
Sund fornuft
Blandt andre hilser Venstre-politiker Mette Bossen Linnet, eneste medlem af regionsrådet for Syddanmark med bopæl i Tønder Kommune, idéen om en ny aftale velkommen i JydskeVestkysten.
- Det er sund fornuft at bruge ledig kapacitet syd for grænsen. At vi nu får en ny aftale uden udløbsdato, der samtidig giver os nattedækning, glæder mig på borgernes vegne. Aftalen er også udtryk for et stykke grænseoverskridende samarbejde, der ikke kun er en overskrift, men har stor praktisk værdi for borgerne. Det er så vidt jeg ved det eneste sted i landet, hvor vi deler beredskab på tværs af landegrænsen, siger hun.
ap
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.