dkmedier
dknyt
dkindkob
dknyt
dksocial
doi
doi

Kræftsagen i Aarhus:
Sundhedsstyrelse vil have redegørelse efter kirurgers opsigelse

Den lægefaglige direktør i Region Midtjylland mener ikke, at patienterne kommer til at mærke, at der nu kun er én læge med speciale i den særlige kræftbehandling tilbage på afdelingen.
8. JUN 2023 14.00

MIDTJYLLAND: Sundhedsstyrelsen har aftalt med Region Midtjylland, at regionen i næste uge sender styrelsen en redegørelse med forklaring på, hvordan regionen vil sikre kræftbehandlingen på mave- tarmkræftafdelingen i Aarhus, efter at to ud af tre specialkirurger har opsagt deres stillinger i protest mod ledelsen. Det skriver DR.

Derudover er Sundhedsstyrelsen i gang med at undersøge, hvor og hvordan de højtspecialiserede operationer for tarmkræft skal foregå her i landet fremover. Det skal behandles i styrelsens Rådgivende Udvalg for Specialeplanlægning den 22. juni.

Udvalget består af regionernes koncerndirektører, Lægevidenskabelige selskaber og Dansk Sygepleje Selskab. Efterfølgende vil styrelsen træffe en beslutning om den fremtidige varetagelse af behandlingen, lyder det fra Sundhedsstyrelsen.

Kun én læge tilbage

Da én ud af oprindeligt fire læger med speciale i den særlige kræftbehandling HIPEC sagde sit job op den 1. februar, er der med de to nye opsigelser ved udgangen af august kun én læge tilbage med specialet. I Danmark udføres HIPEC-behandlingen nu kun på Aarhus Universitetshospital. Alligevel forsikrer lægefaglig direktør Michael Braüner over for DR, at der ikke bliver øget ventetid for patienterne.

- Det bliver ikke patienter, der kommer til at mærke det her med øget ventetid. Vi vil gøre alt, der står i vores magt for at sikre, at patienterne får et reelt behandlingstilbud enten i Danmark eller i udlandet - vi har frem til slutningen af august til at sikre, at vi får opbygget en kapacitet på en anden måde end hidtil, siger han.

Michael Braüners udmelding, står dog i kontrast til den besked som cheflæge på AUH's afdeling for mave-tarmkirurgi Charlotte Burchard Nørager sendte ud via mail, til afdelingens medarbejdere ovenpå opsigelserne:

- Opsigelserne får meget stor betydning for de patienter, der fremadrettet planlægges til at modtage denne behandling, skriver Charlotte Burchard Nørager i mailen. 

De to læger, der nu har sagt op, skriver i en kommentar til kanalen: "Det har været en svær beslutning, men vi ser ikke nogen fremtid i samarbejdet med afdelingsledelsen. Vi kan ikke stå inde for de ledelsesmæssige valg, der konsekvensfrit er truffet, hvorfor denne beslutning".

HIPEC-behandling er en metode, hvor synlig kræft, der har spredt sig til bughulen, først fjernes, hvorefter bughulen skylles med opvarmet kemoterapi. HIPEC er en forkortelse af Hyperthermic Intraoperative Peritoneal Chemotherapy, som betyder opvarmet kemoterapi i bughulen under operation, fremgår det af information fra Kræftens Bekæmpelse.

cwa

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dk-sundhed.dk/artikel/sundhedsstyrelse-vil-have-redegoerelse-efter-kirurgers-opsigelse

GDPR