
En ny ordning skal forhindre ufrivillige genoplivningsforsøg af svækkede ældre, hvor hjertet naturligt er holdt op med at slå.
Som reglerne er i dag, skal man være patient i et 'aktuelt behandlingsforløb' for selv at kunne fravælge genoplivning ved hjertestop. Mens raske, men meget svækkede, gamle mennesker ikke alene kan bestemme, om de ved hjertestop ønsker genoplivning eller ej. Det vil sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke (S) lave om på.
- Det handler grundlæggende om retten til vores eget liv og også retten til at få en værdig død. At hjertet holder op med at slå, er jo for mange af os den naturlige afslutning på livet, siger Magnus Heunicke og uddyber:
- Forslaget indebærer, at man, fra man er 18 år gammel, kan registrere sig i en database, hvis man ikke ønsker genoplivning. Men fravalget træder så først i kraft, hvis man senere kommer på plejehjem eller på anden måde er i daglig kontakt med sundheds- eller plejesektoren.
Forslaget fra sundhed- og ældreministeren er afgrænset sådan, fordi dem, der primært er i fokus, er svækkede ældre borgere, der ønsker at dø naturligt, når deres hjerte holder op med at slå.
Ordning skal også støtte medarbejderne
Med en registreringsordning får borgerne selvbestemmelse og en klar ret til at dø naturligt, når hjertet holder op med at slå. Men forslaget skal også understøtte medarbejdernes plejeopgave i den sidste tid.
- Det er også mit ønske at skabe klarhed og retssikkerhed for personalet. Som det er i dag, vil de mange gange stå i et svært dilemma, når en ældre – som de ved ønsker at dø – får hjertestop. Personalet har som udgangspunkt pligt til at forsøge genoplivning, selvom de godt ved, at det her vil være uværdigt, siger Magnus Heunicke.
De registrerede fravalg af genoplivning skal kunne tilgås digitalt af de relevante personalegrupper via de fagsystemer, de bruger til daglig.
Relevante vil være personalet hos vagtcentralen, ambulancereddere, plejepersonalet i kommunerne, sygehuspersonalet og de praktiserende læger, som alle vil blive forpligtet til at efterkomme borgerens fravalg af genoplivning.
MG
Fakta
- I dag skal man være patient i et 'aktuelt behandlingsforløb' for selv at kunne fravælge genoplivning ved hjertestop. Det er ikke nok, at man er meget gammel og svækket.
- Er man varigt inhabil (fx har en demenssygdom) inden et hjertestop, kan et behandlingstestamente dog også sikre imod genoplivning i tre specifikke situationer, blandt andet hvis man er 'uafvendeligt døende' (dvs. forventes at dø inden for uger eller dage). Et behandlingstestamente træder dog kun i kraft, når man er blevet varigt inhabil. Det er derfor ikke brugbart for de åndsfriske ældre.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.