Svækkede ældre har fra 1. november fået dårligere muligheder for at frasige sig genoplivning i tilfælde af et hjertestop. Det mener Ældre Sagen.
Organisationen har efter eget udsagn fået mange henvendelser fra medlemmer, som er bekymrede over en ny vejledning fra Styrelsen for Patientsikkerhed, der trådte i kraft 1. november i år. Det skriver Kristeligt Dagblad. Anna Wilroth, der er seniorkonsulent i Ældre Sagen, kalder forringelsen alvorlig.
- Den nye vejledning fratager alderdomssvækkede ældre muligheden for at sige nej til genoplivning, og det er en alvorlig forringelse af den ældres selvbestemmelsesret, siger hun til avisen.
Den tidligere vejledning gav 'en habil ældre borger' mulighed for - i dialog med en læge - at sige nej til at blive genoplivet, hvis der var 'tydelig fremadskridende fysisk sygdom eller svækkelse'.
Styrelsens nye vejledning slår derimod fast, at 'almen alderdomssvækkelse' ikke giver den ældre borger mulighed for at afvise genoplivning.
Ove Gaardboe er overlæge og konsulent for Dansk Selskab for Patientsikkerhed. Han har været med til udvalgsarbejdet i forbindelse med de nye retningslinjer, og også han vurderer, at de stiller visse ældre dårligere.
- Generelt er de nye retningslinjer et fremskridt. Men lige nøjagtigt den habile borgers mulighed for at fravælge genoplivning ved hjertestop er blevet ringere, siger han til Kristeligt Dagblad.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.