
Hvis en borger med varigt nedsat funktionsevne har brug for et hjælpemiddel til at afhjælpe følgerne af sit handicap, lette den daglige tilværelse i hjemmet eller gøre det muligt at udøve et erhverv, har kommunen pligt til at bevilge det.
Men der er store variationer på tværs af kommuner og landsdele. Hvor det i nogle kommuner er over 3 pct. af de 18-64-årige, der har et hjælpemiddel, er det i andre kommuner under 1 pct.
Det fremgår af Socialpolitisk Redegørelse 2022, som udkom i juni. Tallene er fra 2018 og giver for første gang et samlet billede af, hvem der modtager hjælpemidler som fx en kørestol, rollator, kugledyne, et toilet eller et nødkald.
De kommunale forskelle kan have flere forklaringer, herunder bevillingspraksis, registreringspraksis til statistikken eller forskelle i befolkningssammensætningen, forklares det i redegørelsen.
Men selv om man kontrollerer for alder, uddannelsesbaggrund, forsørgelsesgrundlag, etnicitet og køn, er der stadig signifikante forskelle. Flest har fået hjælpemidler i Fredericia, mens det fx er svært at få en bevilling igennem i Frederikshavn.
Det understreges dog, at resultaterne skal læses med visse forbehold, da datakvaliteten kan variere fra kommune til kommune.
5 pct. af hele befolkningen
I alt var der i opgørelsen 288.000 personer i Danmark, som fik bevilget et eller flere hjælpemidler. Det svarer til 5 pct. af befolkningen. Hovedparten er over 65 år, og der er en tydelig overrepræsentation af kvinder. Det hænger bl.a. sammen med, at kvinder lever længere end mænd.
Blandt de 18-64-årige med et hjælpemiddel modtog 58 pct. førtidspension, 21 pct. modtog kontanthjælp, mens 16 pct. enten var i beskæftigelse eller under uddannelse. Her peger resultaterne på, at hjælpemidler kan have en positiv indflydelse for nogle af modtagernes selvforsørgelsesgrad.
Hjælpemidler er et godt eksempel på, at en lille indsats kan gøre en stor forskel for den enkelte i form af øget livskvalitet og trivsel, mener social- og boligminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S).
"Samtidig kan hjælpemidler føre til samfundsmæssige gevinster, eksempelvis når flere kommer i beskæftigelse eller uddannelse. Regeringen er optaget af, at vejen til de
rette hjælpemidler bliver kortere og nemmere end i dag" skriver hun i forordet til redegørelsen, som kan findes her.
ak
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.