HOVEDSTADEN: De sundhedsfaglige i kommunerne og almen praksis i Region Hovedstaden oplever værdi i, at hospitalsafdelingerne gennem næsten to år har taget ansvar for patienterne i 72 timer, efter de er udskrevet til kommunal pleje.
Det viser den første evaluering af aftalen mellem Region Hovedstaden, kommunerne i hovedstadsregionen (KKR Hovedstaden) og PLO-Hovedstaden, oplyser regionen.
- Hver måned betyder den aftale, at 2.000 ældre patienter og deres pårørende får både større tryghed og bedre sikkerhed i overgangen mellem hospital, kommune og almen praksis, siger regionsrådsformand og medformand i Sundhedssamarbejdsudvalget Lars Gaardhøj (S).
En kulturændring på hospitalerne med mere fokus på tiden efter udskrivelsen afspejles allerede i de foreløbige resultater, og flere alment praktiserende læger har oplevet en forbedring af udskrivelsesprocesserne. Eksempler på at sundhedsprofessionelle i kommunerne bliver afvist, når de ringer til hospitalet, viser dog også, at der er behov for at tydeliggøre, at opkald ikke må afvises af hospitalet.
Af evalueringsrapporten fremgår det, at de sundhedsprofessionelle i kommunerne oplever øget tryghed ved at have et tilgængeligt telefonnummer til hospitalet, og at de overordnet får hurtigere hjælp gennem opkald til hospitalet, hvilket frigiver tid til borgerens behandling. Resultaterne viser, at den kommunale sygepleje oftest ringer med spørgsmål til medicin og præcisering af behandlingsplan, eller fordi en borgers tilstand har ændret sig.
Kommunal tilfredshed
Også sundheds- og omsorgsborgmester i Københavns Kommune Sisse Marie Welling (SF), der også er næstformand i Sundhedssamarbejdsudvalget, oplever, at ordningen generelt går godt:
- Vi kommuner kæmpede hårdt for at få 72 timers-aftalen landet, fordi behovet var stort. Derfor er jeg selvfølgelig rigtigt glad for, at vores medarbejdere i kommunerne tydeligt oplever, at det gør en forskel. Det er en markant forbedring af samarbejdet mellem hospitaler og kommuner, som netop sætter borgerne i centrum og sikrer, at de får en forsvarlig og tryg overgang fra hospitalet til hjemmet, siger Sisse Marie Welling.
Region Hovedstaden, kommunerne og PLO fortsætter implementeringen af ordningen og arbejder på en forankring i sundhedsklyngerne omkring hospitalerne. Næste evaluering ventes i foråret 2024, hvor aftalen også fungerer i de øvrige regioner og kommuner.
Som tidligere nævnt i DK Nyt er der også 72-timers behandlingsansvar i Region Syddanmark, Region Nordjylland og Region Midtjylland.
Se evalueringsrapporten fra Region Hovedstaden her.
Fakta - Overordnede resultater fra evalueringen af implementering af 72 timers behandlingsansvar:
- Aftalen om 72 timers behandlingsansvar i Region Hovedstaden er modtaget med stor tilfredshed blandt sundhedsprofessionelle på tværs af sektorer
- Antallet af borgere, omfattet af 72 timers behandlingsansvar, har stabiliseret sig på omkring 2.000 patienter pr. måned, og det estimerede antal patientforløb vil derfor årligt være ca. 24.000
- Hospitalspersonalet udtrykte i begyndelsen bekymring for et omfattende ekstraarbejde som følge af aftalen, men det har vist sig, at antallet af opkald inden for 72 timers behandlingsansvar fylder mindre end forventet
- Det opleves, at aftalen skaber øget tilgængelighed og samarbejde mellem hospitalet og den kommunale sygepleje. De sundhedsprofessionelle i kommunerne oplever, at de overordnet får hurtigere hjælp gennem opkald til hospitalet, hvilket frigiver tid til borgerens behandling
- Et telefonnummer til den udskrivende afdeling skaber tryghed
- Den kommunale sygepleje ringer typisk om problemstillinger, der vedrører medicin.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.