HOVEDSTADEN: Allerede ved indskolingsundersøgelsen har sundhedsplejersken mulighed for at identificere en gruppe børn med fire gange så stor risiko for psykiske udviklingsforstyrrelser og for psykiske trivselsproblemer i udskolingsalderen, lyder det fra Region Hovedstaden, der har fået udarbejdet en ny rapport om mental mistrivsel og psykisk sygdom blandt børn og unge født i regionen.
Rapporten er udviklet af Statens Institut for Folkesundhed og viser blandt andet, at 10,8 pct. af de unge i udskolingsalderen viser tegn på mistrivsel, og at 5,8 pct. mistrives i hjemmet.
Næsten hver ottende er diagnosticeret med en psykisk sygdom, inden de bliver 16 år, og unge, der i indskolingsalderen havde problemer i forholdet til jævnaldrende, har fire gange så høj risiko for at blive diagnosticeret med en psykisk udviklingsforstyrrelse. Rapporten viser også, at unge, hvor sundhedsplejersken har bemærkninger til spisning inden for det første leveår, i udskolingsalderen vil have øget risiko for at mistrives i skolen.
- Desværre bekræfter rapporten indtrykket fra vores børne- og ungepsykiatri af, at rigtig mange børn og unge er ramt af mistrivsel og psykisk lidelse. Det er alarmerende og kalder på handling. Rapporten viser med al tydelighed, at vi allerede fra en meget tidlig alder kan og skal gøre endnu mere for at sætte tidligt ind med støtte og behandling til de børn og unge, der mistrives, og også med hjælp til deres familier, fortæller formanden for social- og psykiatriudvalget Peter Westermann (SF).
Rapporten er baseret på Databasen Børns Sundhed, som bygger på data indsamlet i regionens 17 kommuner af de kommunale sundhedsplejersker fra barnets første leveår og fra undersøgelser ved indskolingen og igen ved udskolingen. Ved at sammenligne data fra flere tusinde børn indsamlet fra sundhedsplejerskernes undersøgelser gennem 15-16 år opstiller rapporten en række markører, som allerede fra barnets tidlige år kan indikere øget risiko for udvikling af mistrivsel og psykisk sygdom.
Aldrig kun én faktor
Den nye viden om de tidlige markører for mistrivsel og psykisk sygdom kan bruges i samarbejdet mellem sundhedsplejerskerne, den kommunale pædagogisk psykologisk rådgivning og børne- og ungepsykiatrien.
- Rapporten demonstrerer, at psykisk sygdom udvikles over lang tid, aldrig skyldes én faktor og viser sig forskelligt i forskellige aldre. Trivsel og udvikling i de tidlige leveår har afgørende betydning for trivsel senere i livet, og derfor skal støtte til optimal udvikling for alle børn højt på dagsordenen, hvis vi vil mistrivsel blandt børn og unge til livs, siger professor Anne Amalie Elgaard Thorup, overlæge og forskningsleder ved Børne-og Ungdomspsykiatrisk Center, Region Hovedstadens Psykiatri og Københavns Universitet.
Rapporten kan læses og downloades her
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.