dkmedier
dknyt
dkindkob
dknyt
dksocial
doi
DK Debat
Skimmelsvamp-sagen på Rigshospitalet vokser
Det nedslidte Rigshospital i hovedstaden døjer fortsat med skimmelsvamp. Nu bebuder sundhedsministeren en ny sundhedsfond for nedslidte hospitaler. (Arkiv)
Foto: Niels Ahlmann Olesen/Ritzau Scanpix

Skimmelsvamp-sagen på Rigshospitalet vokser

Mens regionen må sætte ekstra midler af til at bekæmpe skimmelsvamp, bebuder sundhedsministeren forslag om en fond til nedslidte sygehuse.
15. MAJ 2024 11.00

HOVEDSTADEN: Rigshospitalets problemer med skimmelsvamp er større end først antaget, lyder det fra formanden for Region Hovedstaden, Lars Gaardhøj (S), til dr.dk.

- Jo mere vi renoverer og sanerer, desto mere skimmelsvamp finder vi, så der skal gøres noget ved problemet nu, siger han. Derfor har han bedt om en redegørelse over problemerne i starten af næste uge og har også bedt Rigshospitalet om at inddrage udenlandske eksperter på området.

Som det fremgår af referatet fra regionsrådets møde i april, er der afsat 3 mio. kr. til yderligere indsatser.

Halvanden mio. kr. skal bruges til udbedring af overflader, der potentielt kan huse svampevækst, fx fuger, lister og riste. En mio. kr. skal gå til opfølgning og renovering af skaktskabe på afdelingen for Børn Unge med kræft, hvor der er risiko for vand- og fugtskader. Dertil kommer en halv mio. til systematisk prøvetagning i særligt udsatte områder med højrisikopatienter i samarbejde med en ekstern samarbejdspartner.

Regionens kritik 

I marts kom der skarp kritik af Rigshospitalets ledelse fra regionens sundhedsudvalg i forhold til manglende information af det politiske niveau. Udvalget bad i den sammenhæng om en status på sagen og de udmøntede midler i begyndelsen af efteråret 2024.

Samlet set er 22 patienter siden 2008 blevet smittet med en skimmelsvamp-infektion. Rigshospitalet har også oplyst, at der i perioden 2018 til den 12. marts i år har været 87 tilfælde af skimmelsvamp i patientnære områder, og at der i perioden er konstateret skimmelsvamp 105 gange på matriklen.

I et skriftligt svar til folketingsmedlem Jens Kristian Thulesen Dahl (DD) på spørgsmål om, hvorvidt det er at sætte patienternes sikkerhed først, når ministeren peger på regionerne som de ansvarlige, skriver sundhedsminister Sophie Løhde (V) i dag, at det er regionernes ansvar "at vedligeholde sygehuse og andre regionale bygninger og derved også sikre, at sygehusbygninger ikke udgør en sundhedsrisiko for patienterne."

Forslag om sundhedsfond

Spørgsmålet til ministeren indeholdt også efterlysning af, hvordan patientsikkerheden vil indgå i forhandlingerne om den nye sundhedsstruktur, og her tilføjer Sophie Løhde til konstateringen af, at ansvaret påhviler regionerne:  

"Når det er sagt, så er jeg fuldt ud klar over, at flere af de eksisterende sygehuse har brug for en renovering. Det er også baggrunden for, at regeringen vil fremlægge forslag til en ny sundhedsfond, der blandt andet skal gå til vedligeholdelse og modernisering af sygehuse."  Og ministeren tilføjer: 

"Sundhedsstrukturkommissionen er blandt andet nedsat for at sikre en bedre opgave- og ansvarsfordeling i sundhedsvæsenet til gavn for patienterne. Derfor ser jeg også frem til de kommende politiske forhandlinger på baggrund af kommissionens anbefalinger"

I svaret på et andet spørgsmål fra Jens Kristian Thulesen Dahl om, hvorvidt ministeren mener, at regionernes anlægsramme er sat på det rette niveau med henblik på tidssvarende og sikre sygehusfaciliteter, og hvad ministerens holdning til at øge anlægsrammen er, henviser Sophie Løhde også til det kommende forslag om en ny sundhedsfond.

Derudover svarer hun, at den seneste aftale mellem regeringen og Danske Regioner har en anlægsramme for 2024 og 2025, der skal give regionerne mulighed for at planlægge længere frem i tid. Den samlede regionale anlægsramme i 2024 er 6,95 mia. kr., heraf 3,6 mia. kr. afsat til kvalitetsfondsbyggerierne, lyder det bl.a. i svaret.

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.