NORDJYLLAND: Sidste år sikrede en historisk donation på 180 mio. kr. fra Novo nordisk Fonden og Det Obelske Familiefond, at Region Nordjylland kunne igangsætte det femårige projekt "Bedst for Os". Projektet skal sikre både mere, bedre og hurtigere behandling til børn og unge med behandlingskrævende psykisk mistrivsel og psykisk sygdom.
”Bedst for Os” projektet har således til formål at udvikle nye fleksible, familiefokuserede behandlingsformer og understøttende, psykosociale indsatser, der er meningsfulde og hjælpsomme for barnet og familien i mødet med psykiatrien.
Og allerede nu melder regionen om en god start på projektet. Bl.a. fremhæver den i en pressemeddelelse arbejdet med at finde en vidensbaseret metode til at tilbyde en optimal hurtig opstart af behandling for børn og unge med fokus på at støtte og hjælpe hele familien.
Arbejdet foregår som et samarbejde mellem Region Nordjylland og Region Sjælland, og målet er at begge regioner allerede fra næste år er klar til at evaluere en ny model for hurtig opstart af familiefokuseret behandling, som samskabes sammen med familier og andre brugere.
- Vi har i Bedst for Os fået mulighed for at udvikle en ny tilgang til børn og unge og deres familier, hvor vi vil skabe synergi mellem udredningen og behandlingen, så aktiviteterne integreres og udføres i et ligeværdigt samarbejde mellem familien og de fagprofessionelle, hvor begge parter bidrager med værdifuld viden og erfaring, siger professor i børne- og ungdomspsykiatri og ph.d. Pia Jeppesen fra Region Sjælland. Hun tilføjer:
- Bedst for Os-bevillingen gør det muligt at bruge tid på workshops og vidensdeling, så vi kan samle vidensbaserede metoder og teknikker i en manual og afprøve den i et forskningsdesign.
Bedst for os
- Et 5-årigt projekt, der støttes med optil 150 mio. kr. af Novo Nordisk Fonden og 30 mio. kr. af Det Obelske Familiefond.
- Skal komme med konkrete løsninger til, hvordan målsætningerne på det børne- og ungdomspsykiatriske område i den nationale 10-årsplan for psykiatrien kan nås.
- Bevillingen giver desuden Region Nordjylland mulighed for at optimere de fysiske rammer i børne- og ungdomspsykiatrien, så der kan skabes en større følelse af tryghed og nærhed for børn og unge i behandling.
- Tager udgangspunkt i det regionale område i Nordjylland, hvor fagprofessionelle aktører i kommuner, skoler, praktiserende læger samt civilsamfundet vil arbejde tæt sammen for at forbedre hjælpen til børn og unge i psykisk mistrivsel og behandling.
- Har de fire nordjyske kommuner i Aalborg, Hjørring, Mariagerfjord og Thisted som primære kommunale partnere i projektet, men regionens øvrige kommuner bliver også inddraget, ligesom Aalborg Universitet forskningsmæssigt er en central samarbejdspartner i projektet.
- Læs mere om Bedst for Os her.
Kilde: Region Nordjylland
ap
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.