
Det har været en travl weekend for regionerne, som går en endnu mere travl uge i møde. Først lavede Midtjylland en jobbank for coronahjælpere, så fulgte Hovedstaden, Sjælland, Syddanmark og Nordjylland efter. Det betyder, at danskere med sundhedsfaglig baggrund nu kan melde sig til coronatjeneste i hele landet. Det kan være ledige eller pensionerede sygeplejersker, læger og sygepleje- og medicinstuderende og pædagoger. Flere regioner fortæller, at de i forvejen havde fået uopfordrede ansøgninger, og efter blot 24 timer havde Midtjylland hørt fra mere end 1.700 personer.
Der har dog også været andre udfordringer. Både Rigshospitalet, Herlev Hospital, Sygehus Sønderjylland, Sygehus Lillebælt og Sydvestjysk Sygehus har oplevet, at der er blevet stjålet håndsprit og beskyttelsesmasker.
Imens har Danske Regioner og Praktiserende Lægers Organisation, PLO, indgået aftale om, at almen praksis midlertidigt kan bruge videokonsultationer. Og så fik alle sygehuse en række anbefalinger fra Sundhedsstyrelsen. Det betyder, at landets sygehuse kommer til at masseaflyse ambulante kontroller og planlagte operationer.
Prioritering på prioritering
Aflysningerne kommer særligt til at gå ud over knæ- og hofteoperationer og andre ikke-akutte operationer og ambulante besøg, mens for eksempel kræftbehandling fortsætter. På Aarhus Universitetshospital har man etableret to nye akut covid-19 klinikker, oplyser hospitalet i en pressemeddelelse. De åbnede lørdag og tager imod patienter med henvisning fra praktiserende læger, og formålet med klinikkerne er at undersøge patienter i forhold til, om de har coronavirusset eller ej - og om de i så fald skal indlægges på hospital eller hjemme. Samtidig har AUH etableret midlertidige isolationsområder, hvor patienter kan blive behandlet for corona samtidig med anden sygdom.
Og på blandt andet Sjællands Universitetshospital i Roskilde oprettes der 40 sengepladser og 12 intensivpladser til coronapatienter, skriver Altinget. I Nordjylland har man også indrettet et pandemiafsnit med 32 pladser og 17 intensivpladser. Her får praktiserende læger også efter aftale om muligheden for videomøder stillet udstyr til rådighed af regionen. Samtidig vil en række datakonsulenter give support for lægerne, oplyser regionen i en pressemeddelelse. Imens arbejder PLO på et nyt, virtuelt venteværelse. Også regionsklinikkerne tilbyder videokonsultationer.
I Midtjylland har man på hospitalerne i Viborg, Silkeborg og Skive bygget separate isolationsafsnit og gjort klar til at åbne ekstra intensivpladser, skriver TV Midtvest. Hospitalsenhed Midt har som regionshospital fået ansvar for covid-19-patienter fra Viborg, Silkeborg og Skive kommuner.
På Bornolms Hospital er der som på lignende andre hospitaler oprettet et særligt afsnit til smittede behandlingskrævende patienter sammen med et afsnit, hvor hospitalet kan tage imod patienter med mistanke om covid-19, skriver TV2 Bornholm. Fælles for alle landets hospitaler er, at de fra i dag, mandag, kommer til at foretage prioriteringer mellem de enkelte patienters behov for operationer.
- Vi foretager det, vi kalder en kontrolleret nedlukning af de aktiviter, som kan udsættes - uden at det går ud over patienternes helbredstilstand. Det handler om at være på forkant, og det betyder, at vi nu begynder at udsætte ikke-akutte aftaler med vores patienter, siger Kurt Espersen, koncerndirektør i Region Syddanmark i en pressemeddelelse.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.