
Fredag meddelte sundhedsmyndighederne og regeringen, at sundhedsvæsnet lukker for almindelig drift, fordi de prioriterer behandling af coronavirusset. Derfor skal patienter med ikke-akutte eller livstruende sygdomme som udgangspunkt ikke behandles under epidemien, lyder det fra Sundhedsstyrelsen, der nu har udarbejdet et notat som rettesnor.
Det viser en fordeling af, hvilke operationer, undersøgelser og indgreb sygehuse fra næste uge kan - eller ikke kan - udsætte under epidemien. Notatet trådte officielt i kraft, da alle partier i folketinget sent torsdag vedtog en hastelov og besluttede at suspendere udrednings- og behandlingsretten.
Om en patient skal møde op til operation eller ej, vil dog stadig bero på en konkret og individuel faglig vurdering på de enkelte sygehuse. Sundhedsstyrelsen lægger op til, at man overordnet reducerer den ambulante behandling og forundersøgelser til operationer, der ikke er akutte, så man kan frigøre tid, hænder, respiratorer og overvågningsudstyr til behandling af patienter med coronavirusset.
Samtidig skal de enkelte sygehuse oprette ventelister og informere alle patienter, der bliver ramt af udsættelser, om hvorfor. De skal også informere om, at patienterne får besked om en ny tid senest 1. juli.
Disse operationer, undersøgelser og indgreb kan udsættes (fordelt på specialer):
- Gynækologi og obstetrik: Behandling af godartede sygdomme herunder nedsynkning, urininkontinens og blødningsforstyrrelser, samt følger efter obstetriske skader på endetarmens lukkemuskulatur og sterilisation.
- Karkirurgi: Elektive aneurismeoperationer og venekirurgi.
- Kirurgi: Elektiv kirurgi herunder operationer ved hernier, galdestenssygdom, stomitilbagelægning, colonresektioner på benign indikation, fedmekirurgi mv.
- Neurokirurgi: Funktionel neurokirurgi, ikke-akut vaskulær neuokirurgi og behandling af degenerativ nakke- og rygsygdomme uden akut behandlingsindikation.
- Ortopædisk kirurgi: Elektive operationer med indsættelse af alloplastik eller operationer for benigne tilstande såsom fedtknuder, springfinger, nedgroede negle, karpaltunnelsyndrom, hammertæer mv. og kikkertundersøgelser.
- Plastikkirurgi: Rekonstruktion herunder primær rekonstruktion i forbindelse med onkologisk brystkirurgi, kønsskiftekirurgi, medfødte misdannelser (skal særligt vurderes på individniveau i forhold om udsættelse har indflydelse på muligt behandlingsresultat og funktionsniveau), rekonstruktioner, korrektion af ansigtslammelse og følger efter fedmekirurgi.
- Tand-mund-kæbekirurgi: Korrektion af medfødte og erhvervede kæbeanomalier og malokklusioner (skal ift. de medfødte tilstande særligt vurderes på individniveau i forhold til om udsættelse har indflydelse på muligt behandslingsresultat) og kirurgisk behandling af snorken og søvnapnø.
- Thoraxkirurgi: Elektive operationer herunder emfysembehandling, revaskulariserende indgreb ved stabil iskæmisk hjertesygdom og kronisk okkluderede kar, hjerteklapoperation og operation på den thorakale del af aorta.
- Urologi: Indgreb for benigne tilstande herunder sterilisation, hydrocele, TUR-P og forhudsforsnævring.
- Radiologi (invasive indgreb): Interventionsradiologi ved benigne tilstande.
- Kardiologi (invasive indgreb): KAG ved stabil angina og elektiv pacemaker anlæggelse.
- Endoskopier: På indikation dyspepsi, forstoppelse eller mavesmerter uden alarm symptomer, gastro- og koloskopi, fraset patienter med dilatationsbehov og PEG-sonde anlæggelse, såfremt ernæring kan klares midlertidigt på anden vis.
- Transplantationskirurgi: Transplantationer fra levende donor samt alle transplantationer af ikke vitale organer såsom cornea.
Læs her den fulde liste over hvilke operationer, undersøgelser og indgreb, som Sundhedsstyrelsen ikke mener kan vente.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.