Regionerne pålægger bl.a. ambulancepersonale at køre udrykningskørsel nytårsaften, hvor der er særligt travlt, men det er misbrug af muligheden, lyder det fra FOA, som nu bakkes op af et svar fra Transportministeriet.
Det er føreren af en ambulance, der er ansvarlig under kørsel, og derfor er det ham eller hende, der i sidste ende skal afgøre, om det er nødvendigt at køre med udrykning. Alligevel er der mange eksempler på, at ambulancepersonale pålægges den mere stressende udrykningskørsel. Det mener FOA er et brud på Udrykningsbekendtgørelsen.
- For os er det klart et misbrug af reglerne. Det handler om sikkerhed, og det kan ved ulykker i sidste ende betyde, at føreren straffes og kan miste sit job, så det er noget, der ligger os meget på sinde, siger Reiner Burgwald, sektorformand i Teknik- og Servicesektoren i FOA.
Skal møde minister
FOA ser sig nu bakket op af Transportministeriet, som i et svar blandt andet slår fast ”… , at udrykningskørsel kun må foretages, når det skønnes nødvendigt af hensyn til de nærmere oplistede tilfælde, som fremgår af udrykningsbekendtgørelsens § 1. Dette kan f.eks. være i tilfælde af personredning eller ved færdselsuheld”.
Ministeriet fastslår også, at den endelige beslutning om at køre med udrykning ligger hos ambulanceføreren:
- Vi vil nu tage kontakt til Danske Regioner for at få ændret den praksis. Udrykningskørsel skal kun finde sted i situationer, hvor mennesker er kommet alvorligt til skade, og hvor hurtig hjælp er afgørende. Det skal ikke være for, at regionerne kan spare penge og presse vores medlemmer i et, i forvejen, meget hårdt og belastende job. Det kræver fuld opmærksomhed og stor koncentration at køre udrykningskørsel, og er naturligvis en belastning som medlemmer alene skal udsættes for, når situationen kræver det, fastslår Reiner Burgwald.
Han oplyser til DK Nyt, at otte procent af FOA's redder-medlemmer udviser tegn på eller har PTSD.
FOA er ifølge sektorformanden inviteret til møde med trafikminister Trine Bramsen (S) for bl.a. at drøfte bekendtgørelsen.
ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.