Der blev sidste år rapporteret mere end 11 procent flere fejl i sundhedsvæsnet sammenlignet med året før. Det skriver Styrelsen for Patientsikkerhed i en pressemeddelelse.
I alt blev der rapporteret 326.416 såkaldt utilsigtede hændelser i 2021. Året før lød tallet på 293.113 hændelser. Cirka 60 procent af dem omhandler medicinfejl. Det kan for eksempel være, at en patient ikke får sin medicin, eller at doseringen er forkert.
Ifølge Styrelsen for Patientsikkerhed er det ikke muligt at konkludere, at der samlet set sker flere fejl i sundhedsvæsnet. Stigningen kan i stedet skyldes indførslen af en enklere rapporteringsmetode, hvor flere hændelser kan indberettes på én gang. Det kan have fået flere til at rapportere hændelserne, mener styrelsen.
Metoden kaldes samlerapportering og bruges i kommunerne, herunder blandt andet i hjemmeplejen og på plejehjem. Og det er da også her, at der er sket en stor stigning i antallet af rapporterede fejl.
Stabilt tal i regioner
I 2021 er der således blevet rapporteret 263.548 fejl i det kommunale sundhedsvæsen. Det er en stigning på 14 procent sammenlignet med året før, hvor tallet lød på 230.762.
I det regionale sundhedsvæsen har antallet af rapporterede fejl derimod ligget stabilt i de seneste fem år.
Samlerapportering kan bruges til at indberette to slags utilsigtede hændelser: At patienten er faldet, eller at patienten ikke har fået sin medicin. Andre hændelser skal rapporteres enkeltvis.
Rent praktisk betyder det, at man i de kommunale enheder kan nøjes med at notere få oplysninger på et papir, når der sker en utilsigtet hændelse, og blot rapportere hændelserne samlet til Dansk Patientsikkerhedsdatabase én gang om måneden.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.