
Det samlede udspil til en tiårsplan for psykiatrien blev tidligere i dag, tirsdag, præsenteret af indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V), social- og boligminister Sophie Hæstorp Andersen (S) og digitaliseringsminister Caroline Stage (M).
"En stærkere psykiatri" er den sidste del af den ti-årsplan, som et samlet Folketing vedtog i 2022.
Grundlæggende er der mange positive reaktioner på udspillet, som både bringer kommuner, regioner og civilsamfund i spil for at samarbejde om at styrke psykiatrien herhjemme.
Ulrik Wilbek, formand for KL’s Socialudvalg, lægger især vægt på, at der i udspillet afsættes penge til socialpsykiatrien og kommunale indsatser. Herunder afklaringspladser i kommunerne og de lettilgængelige tilbud:
- I dag skal man leve længe med sin sygdom og have en hverdag til at fungere, når man ikke er indlagt. Her spiller socialpsykiatrien en nøglerolle i at støtte borgere med psykiske lidelser til at klare hverdagslivet. Derfor har vi også længe peget på, at der bør investeres meget mere i socialpsykiatrien. Den forståelse synes jeg, at regeringen viser her, siger Ulrik Wilbek.
Han nævner som eksempel, at regeringen vil sætte penge varigt af til at løfte uddannelse og kompetencer på bosteder inden for socialpsykiatrien.
Hos FOA er man også overvejende positivt stemt overfor udspillet, men efterlyser imidlertid et ydeligere løft af socialpsykiatrien.
- Her rammer planen ikke plet, for socialpsykiatrien er fortsat underprioriteret. Selv om der er gode tiltag som flere afklaringspladser, der kan lette overgangen fra behandlingspsykiatrien, så får socialpsykiatrien for lidt opmærksomhed. Det går ikke, og det er også en del af det, der skaber pres på sygehusene. Så her mangler vi altså et yderligere løft, siger Tanja Nielsen, formand for Social- og Sundhedssektoren i FOA.
Hos Danske Regioner var formanden for psykiatri- og socialudvalget, Jacob Klærke (SF), en af dem, der havde efterspurgt en styrkelse af socialpsykiatrien.
- Kigger man på det brede billede, er der rigtig mange gode ting, men vi skal stadig have kigget nærmere på, hvor stort et løft der egentlig er tale om, siger han til DK Nyt, men forklarer i samme ombæring, at han er optimistisk på vegne af psykiatrien.
Mange ubesvarede spørgsmål
Også hos Lægeforeningen ser man nogle gode takter i udspillet:
"Det er godt, at regeringens udspil har fokus på personalet og patienter med svær psykisk sygdom. Det er vigtigt," skriver Lægeforeningens formand Camilla Rathcke i en mail til DK Nyt.
Samtidig savner hun også svar på nogle konkrete spørgsmål:
"Jeg savner regeringens konkrete vurdering af, hvor mange psykiatere og børne- og ungdomspsykiatere der skal til, for at psykiatrien når i mål," skriver hun.
Derudover giver dagens udspil ikke nogen svar til de 15 medunderskrivere, der bl.a. har peget på, at første del af psykiatriplanen ikke gav det løft til psykiatrien, man havde håbet:
"Jeg mangler det samlede overblik over, hvor langt man er nået med 10-årsplanen og de midler, som allerede er afsat. Og som medlem af psykiatrirådet er jeg mildest talt forundret over, at regeringen ikke har lagt op til at måle på konkrete succeskriterier for udviklingen af psykiatrien. På andre områder, f.eks. kræft, er der mange indikatorer til at følge udviklingen. Jeg mener ikke, at patienter i psykiatrien skal stilles ringere," skriver Camilla Rathcke.
Initiativer i udspillet
- Tidlig indsats og forebyggelse
- Bedre behandling og kortere ventetider
- Helhedsorienterede indsatser og sammenhæng i forløb
- Attraktive arbejdspladser, viden og tryghed
Kilde: Indenrigs- og Sundhedsministeriet
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.