
Hurtigere behandling til unge med angst og depression samt nye ADHD- og autismeklinikker er en del af regeringens psykiatriudspil.
Det samlede udspil til en tiårsplan for psykiatrien er præsenteret tirsdag af indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V), social- og boligminister Sophie Hæstorp Andersen (S) og digitaliseringsminister Caroline Stage (M).
Udspillet hedder "En stærkere psykiatri". Det er den sidste del af den store tiårsplan for psykiatrien, som i en del år har været udfordret og udsultet, og "psykiatrien har et kæmpe efterslæb", har Løhde eksempelvis før udtalt.
- Psykiatrien har i alt for mange år været stedmoderligt behandlet. Der har været enighed om udfordringerne og mange gode intentioner, men faktum er, at vi ikke er lykkedes, siger Løhde tirsdag på et pressemøde.
Kort før folketingsvalget i 2022 blev alle partier enige om en politisk aftale for psykiatrien. Den hed "10-årsplan for psykiatrien og mental sundhed".
Den satte dog rammerne for, hvordan psykiatrien skulle forbedres på længere sigt. I SVM-regeringens regeringsgrundlag blev det skrevet ind, at der skulle laves en ny tiårsplan, og i 2023 blev den første delaftale indgået.
Den betød blandt andet et nyt behandlingstilbud i kommunerne til børn og unge i psykisk mistrivsel.
De seneste dage er en del elementer fra udspillet allerede blevet beskrevet i en række medier.
Nye ADHD- og autismeklinikker skal være med til at sikre hurtigere udredning og behandling.
Med udspillet vil regeringen også sikre bedre behandling for børn og unge, der har dobbeltdiagnoser i form af en eller flere psykiatriske diagnoser samt et eller flere misbrug.
Hidtil har kommunerne stået for misbrugsbehandlingen, mens regionerne står for den psykiatriske behandling af børn og unge. Nu skal det hele samles i regionerne, akkurat som det er sket for de voksne med virkning fra sidste år.
Udspillet giver et samlet løft af psykiatrien på 4,6 mia. kr. fra 2020 til 2030. Det er et løft på 35 pct. i forhold til 2019, lyder det.
Det skal sikre, at området ikke længere beror på midlertidige løsninger, siger Løhde.
- Vi skal styrke behandlingskapaciteten massivt i psykiatrien, så flere kan få den hjælp, som de har brug for, hurtigere. Løftet understreger, at det er slut med midlertidige puljer og stop-and-go-projekter i psykiatrien, siger Løhde.
/ritzau/
Rettelse 14.18: Afsnit fem er korrigeret, så det ikke fremgår, at aftalen fra 2022 ikke er implementeret - aftalen gælder stadig.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.